Würtz tror på Poulsen: Skuldrene er brede nok til at tage styringen i AGF
Rasmus Würtz er overrasket over valget af Jakob Poulsen som ny cheftræner i AGF.

Jakob Poulsen blev fredag annonceret som ny cheftræner i AGF.
Et stort job i dansk fodbold, som der var mange spekulationer omkring.
Campos fodboldekspert, Rasmus Würtz, er overrasket over valget af cheftræner. Det skyldes, at Jakob Poulsen kommer til AGF med et cheftrænerjob i Viborg FF som eneste foreløbige trænererfaring.
- Jeg synes, det er et lidt overraskende valg. Mest ud fra, at jeg tænkte, at AGF søgte en mere erfaren træner.
- AGF er en markant større fabrik end Viborg, så det bliver en helt anden ledelsesmæssig udfordring, Jakob kommer til at stå overfor, siger Rasmus Würtz.
Til gengæld hylder Würtz AGF for at tage den tidligere spiller ind. Jakob Poulsens kendskab til den De Hviie kan nemlig komme ham til gode i sit nye job.
Det giver også Rasmus Würtz tro på, at den tidligere Viborg-cheftræner kan klare opgaven.
- Jeg synes, at det er et spændende valg. Det er fedt, at AGF tør give et stort trænertalent chancen.
- Jakobs store ballast som spiller kommer ham til gode. Han ved, hvad det handler om, og derfor tror jeg at skuldrene er brede nok til at tage styringen i AGF.

- Han har jo også spillet i AGF, så han kender jo kulturen og arbejdsgangene i klubben, siger Würtz.
Jakob Poulsen spillede i AGF fra 2010 og frem til 2012, hvor han skiftede til FC Midtjylland.
Han nåede at spille 57 kampe for AGF, hvor han scorede 10 mål og lavede 11 assists.
Læs mere om fredagens præsentation af Jakob Poulsen som nu cheftræner herunder:

AGF
Jakob Poulsen












