Viborg-boss: Tilfredsstillende aftale for alle parter
Viborg FF melder om en handel med AGF, der har gjort alle tilfredse.

Efter lidt over halvandet år som cheftræner i Viborg FF, er Jakob Poulsen blevet solgt.
I stedet er han nu ny mand i spidsen for AGF.
I Viborg har man taget de positive briller på, for mens man har mistet sin cheftræner til en konkurrent, kan man også melde om en aftale, der er tilfredsstillende.
Det konkrete beløb oplyses dog ikke.
- Vi takker Jakob for indsatsen i Viborg FF, hvor han har gjort et godt stykke arbejde og udviklet sig positivt sammen med holdet og resten af staben. Flere spillere har udviklet sig flot under Jakobs ledelse, og det skal han have stor kredit for.
-Han har meddelt os, at denne nye udfordring i AGF er opstået og at han gerne vil forfølge muligheden, og derfor indledte vi forhandlinger med AGF, som nu er afsluttet med en tilfredsstillende aftale for alle parter.
-Det var ikke vores plan, at samarbejdet med Jakob skulle slutte nu, men vi er glade for, at vi skilles på en positiv måde og at vi endnu engang laver et salg af en cheftræner. Vi ønsker Jakob held og lykke med fremtiden, siger Viborg FF's sportschef, Mads Agesen, til klubbens egen hjemmeside.
Han oplyser videre, at arbejdet med at finde en ny cheftræner er i gang.
Der varsles dog om tid og grundighed.
Viborg-spillerne er mødt ind fra sommerferie og i fuld færd med forberedelserne frem mod den kommende sæson.
Jakob Poulsen
Viborg FF
AGF












