Medie: AGF har ny cheftræner på plads
Ifølge Tipsbladet ligger det nu fast, at Jakob Poulsen bliver AGF’s nye cheftræner.

Jakob Poulsen er ny cheftræner i AGF.
Det skriver i hvert fald Tipsbladet.
Ifølge mediets oplysninger er handlen mellem Aarhus-klubben og Viborg FF nemlig faldet på plads.
Jakob Poulsen udstyres angiveligt med en aftale af tre års varighed på Fredensvang.
AGF's tilnærmelser skulle indledningsvist være blevet afvist af Viborg FF, men et forhøjet bud har altså ændret på situationen.
41-årige Jakob Poulsen fik chancen i spidsen for Viborg tilbage i efteråret 2023.
Det er hans første og hidtil eneste job som cheftræner.
TV 2 Østjylland forsøgte torsdag at få noget ud af AGF's fodbolddirektør, Carsten V. Jensen, omkring rygterne om Jakob Poulsen til AGF:
- Det må Tipsbladet spekulere alt det, de vil i. Det forstår jeg godt, de er interesserede i, men jeg kommer ikke til at kommentere på det. Det kunne også være alt muligt andet jo, sagde Carsten V. Jensen til TV 2 Østjylland, skriver TV 2 Sport.
Viborg FF sluttede i sidste sæson på ottendepladsen i Superligaen, to point efter Silkeborg på syvendepladsen.
Som spiller nåede Jakob Poulsen blandt andet at tilbringe to år i netop AGF, inden han blev solgt til FC Midtjylland i 2010.
AGF
Jakob Poulsen
Viborg FF












