B.93 henter offensivt våben fra Vendsyssel
Adam Ahmad kan i de næste tre år kalde sig for B.93-spiller.

B.93 opruster sig på de offensive pladser, hvor man her til aften har skrevet en treårig kontrakt med Adam Ahmad.
Offensivspilleren kommer fra Vendsyssel FF, men nu vender han snuden hjem mod Østerbro.
Det er en signing, som glæder cheftræner Kasper Lorentzen, der tror på, at det er det perfekte match mellem spiller og klub.
- Adam er en spændende spiller, der kommer med fart, teknik og evnen til at tage initiativ. Han har en offensiv x-faktor, der kan bringe noget uventet og spektakulært ind i en kamp, siger Lorentzen i en netop udsendt pressemeddelelse fra Østerbro-klubben.
- Så passer han godt ind i vores måde at tænke fodbold på, hvor vi har tydelige rammer, men også plads til at individuelle kvaliteter kan blomstre. Vi ser et stort potentiale i ham, og når han falder godt ind i vores kollektive pres og struktur, bliver han rigtig vigtig for os.
Adam Ahmad kommer til at tørne ud for klubben i Betinia Ligaen, og hovedpersonen selv glæder sig til gensyn med den københavnske tilværelse.
- Jeg er selv fra København, og jeg har spillet mod B.93 masser af gange. Så jeg ved, det er en klub med stærke værdier og en fed spillestil. Jeg har altid hørt godt om 93. Det er en spændende klub, der har en god blanding af erfarne kræfter og unge fyre i truppen.
Tirsdag deltog han i sin første træning hos den nye klub.
B.93
Vendsyssel FF












