Ægyptere straffer angriber med bøde efter brændt straffespark ved VM Foto: Megan Briggs/AFP/Ritzau Scanpix

Ægyptere straffer angriber med bøde efter brændt straffespark ved VM

Ægyptiske Trezeguet har fået en bøde af Al Ahly.

Wessam Abou ALi slår ud med armene - Trezeguet ærgrer sig over brændt straffespark.
Foto: Megan Briggs/AFP/Ritzau Scanpix

Mahmoud Hassan "Trezeguet" sparkede - men det skulle han egentlig ikke.

Ægyptiske Al Ahly fik straffespark ved åbningskampen ved VM for Klubhold mod Inter Miami natten til søndag.

Det straffespark skulle dansk-palæstinenseren Wessam Abou Ali egentlig have taget, men netop hjemvendte Trezeguet trådte til og sparkede - og brændte sit forsøg på inter Miami-målmand Oscar Ustari.

Det straffespark koster nu Trezeguet en bøde fra klubben. Det skriver det ægyptiske fodboldmedie FilGoal.com.

Umiddelbart efter 0-0-kampen igangsatte Al Ahly angiveligt en undersøgelse af hele situationen, og her er klubben altså kommet frem til, at Trezeguet forbrød sig mod klubbens interne regler ved ikke at respektere holdets rækkefølge for straffesparkstagere.

Trezeguet har ifølge mediet accepteret bøden - hvis størrelse der ikke er nogen melding om - og så har han undskyldt til både trænerstaben og truppen.

Aalborgensiske Wessam Abou Ali fortalte efter kampen, at det var meningen, at han skulle have taget straffesparket.

- Jeg er den første sparker, men Trezeguet ville tage det, for han følte, han kunne score, men desværre brændte han.

Wessam Abou ALi slår ud med armene - Trezeguet ærgrer sig over brændt straffespark.
Wessam Abou Ali (th) fik ikke lov at sparke straffe. Foto: Megan Briggs/AFP/Ritzau Scanpix

- Vi har en liste med straffesparkstagere, og Trezeguet er efter mig, men han ville tage sparket og missede, lød det efter kampen fra Abou Ali, der dog ikke lod til at tage det så tungt.

- Det sker i fodbold, vi brænder alle, og jeg har også brændt tidligere, så man kan ikke bebrejde straffesparket.

Trezeguet vendte 1. juni i år tilbage til Al Ahly efter 10 år i udlandet, hvor han blandt andet har været forbi Anderlecht, Aston Villa og tyrkiske klubber som Kasimpasa, Basaksehir og Trabzonspor.

Al Ahly møder i anden runde Palmeiras. Heller ikke brasilianerne formåede at score i deres første kamp, hvor de spillede 0-0 med FC Porto. Dermed er Gruppe A fortsat fuldstændig åben.

Du kan læse mere om åbningskampen her:

Hverken Messi, Suarez eller Abou Ali kunne bryde dødvande i åbningskamp ved VM for klubhold

Mest læste

Notifications

Notifikationer