Sancheev Manoharan: Vi skal bygge videre Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Sancheev Manoharan: Vi skal bygge videre

Den nyudnævnte EfB-cheftræner glæder sig til opgaven forude.

Esbjergs fans.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Sancheev Manoharan er ny cheftræner i Esbjerg fB.

Det oplyser 1. divisionsklubben i en pressemeddelelse mandag morgen.

Den 38-årige dansker, der har en fortid i AGF og senest norske FK Haugesund, har underskrevet en aftale af tre års varighed.

Selvom man nede i Esbjerg uden tvivl går og drømmer om den dag, man vender tilbage til Superligaen, så er det ikke umiddelbart en erklæret målsætning lige nu og her.

I stedet handler det om at fortsætte arbejdet og videreudviklingen af klubben:

- Jeg er meget glad for at blive en del af EfB, og ser virkelig frem til at være med til at skrive det næste kapitel i klubbens projekt, som er ambitiøst på alle leder og kanter. Det har jeg virkelig mærket i de mange, gode snakke, jeg har haft med Sebastian Brydegaard og Allan L. Agerholm samt formandsskabet i EfB, og det flugter med mine tanker og ambitioner.

– Det står som et pejlemærke, at vi i de kommende år skal bygge videre på vores fundament og udvikle os sportsligt, og det skal blandt andet ske gennem en stærk præstationskultur. Det er altafgørende, at vi som klub og som hold stiller krav til hinanden hver dag med henblik på et højere formål om at skabe gode resultater.

– Nu og her handler det om at komme ind i dagligdagen og lære spillere, stab og øvrige mennesker at kende, men selvom jeg først officielt begynder dags dato, lander jeg ikke uforberedt. I processen, som har været grundig, har jeg haft tid til at sætte mig ind i mange aspekter, og jeg glæder mig over at være med fra første fløjt, fortæller EfB’s nye cheftræner.

Esbjerg fB sluttede i sidste sæson på sjettepladsen i NordicBet Ligaen.

Sancheev Manoharan har sin første arbejdsdag i dag mandag.

Mest læste

Notifications

Notifikationer