Spurs-legende til klubbens fans: I får jer en top-manager
Jermain Defoe er mere end bare en smule imponeret over det, han har set fra Thomas Frank.

Han spillede selv 363 kampe for klubben, og nu er han ungdomstræner.
Dermed kommer Tottenham-legende Jermain Defoe formentlig også til at se markant mere til danske Thomas Frank, der torsdag blev præsenteret som ny manager i London-klubben.
Det er den 42-årige englænder mere end bare godt tilfreds med, og han tør godt love Tottenhams fans store ting.
- Helt utrolig. [Han er] en utrolig mand, og en utrolig træner [..] og for de Tottenham-fans, der lytter med: I får jer en top-manager der, siger Jermain Defoe.
Defoe har noget at have betragtningen i, fortæller han selv.
- Jeg brugte en dag med ham sidste sæson. Jeg tog til Brentford med Justin Cochrane, som er assistenttræner, og jeg brugte en dag på bare at se træningen og se, hvordan de gjorde ting der, og det var fantastisk - jeg var SÅ imponeret, lyder det fra Defoe, der også kan se Justin Cochrane følge med til Tottenham fra Brentford.
Selvom Thomas Frank kommer til en klub, der sluttede bare én plads over nedrykningsstregen i Premier League - dog uden nogensinde at være i reel nedrykningsfare - så byder den kommende sæson på Champions League-debut for den danske manager som følge af Spurs triumf i Europa League.

Det er dog ikke kun grundet Champions League, at Jermain Defoe ser fine muligheder for succes for Thomas Frank i det nordlige London.
- Jeg synes, det er et godt tidspunkt at være i Tottenham, og grunden til at jeg siger det, er, at jeg ser på potentialet, infrastrukturen, træningsbanerne, stadion og de unge spillere, der kommer op igennem akademiet, lyder det fra den tidligere engelske landsholdsspiller.
Jermain Defoe var i Tottenham af to omgange som aktiv spiller. Først fra 2004 til 2008 og efterfølgende igen fra 2009 til 2014.
Tottenham Hotspur
Thomas Frank












