Medie: Menno van Dam har fundet nyt cheftrænerjob i hjemlandet
Den tidligere AaB-cheftræner har fundet et nyt job ifølge det hollandske medie Voetbal International.

Menno van Dam har angiveligt fundet sin næste arbejdsgiver.
Efter at have været arbejdsløs siden fyringen i AaB i april lader der til at være lys for enden af tunnelen for den hollandske manager.
Ifølge det hollandske medie Voetbal International vender 41-årige van Dam hjem til Holland og FC Emmen, hvor han snart vil blive præsenteret som cheftræner.
Det er velinformerede kilder, der ifølge mediet, har meddelt, at hollænderen snart er manden med ansvaret i klubben. FC Emmen spiller i øjeblikket i den næstbedste hollandske række, Keuken Kampionen Divisie.
Her har klubben huseret de seneste sæsoner, hvor det er blevet til en syvendeplads og en ottendeplads, efter nedrykningen fra Æresdivisionen i 2022/23-sæsonen.
Klubben tilbragte ellers tre sæsoner i træk fra 2018 til 2021 i den bedste hollandske række.
Menno van Dam har tidligere fungeret som ungdomstræner hos SC Heerenveen og FC Groningen i Holland. Jobbet som cheftræner i AaB var hans debut som øverste chef, men nu er det næste job altså angiveligt lige på trapperne.













