
Moderklub vil udtræde af Randers FC – blokeres af anden moderklub
Der er ikke fuldstændig enighed blandt Randers FC’s moderklubber.

Der er markant forskelligartede interesser blandt Randers FC’s moderklubber.
Hos Vorup FB er der nemlig et ønske om at udtræde som moderklub af Randers FC. Sådan lyder det i en mail sendt ud til de øvrige moderklubber, som Campo er i besiddelse af.
I mailen fremgår det, at Vorup FB ønsker at udtræde som moderklub for i stedet at indgå som samarbejdsklub til Randers FC på lige fod med en række andre klubber i og omkring Randers.
Grunden til, at Vorup FB ønsker udtrædelse, er, at klubben som moderklub ikke kan rykke længere op i DBU’s system end den plads i Danmarksserien, som klubben allerede har sikret sig for endnu en sæson efter sommerferien.
Selv hvis Vorup FB i den kommende sæson skulle spille sig til oprykning, vil klubbens status som moderklub for Randers FC bremse en oprykning, da klubbens hold i Danmarksserien principielt rangeres som Randers FC’s andethold, og en klub kan ikke have mere end ét hold i de bedste fire danske rækker.
I mailen, som er sendt fra Thomas Raaby Pedersen – daglig leder i Vorup FB – til de øvrige fem moderklubber i Randers FC, lyder det blandt andet om utrædelsesønsket:
– Årsagen er, at Vorup FB ønsker at lave et attraktivt tilbud til de næstbedste randrusianske fodboldspillere. Således vi undgår, at de skal til Århus, Ålborg eller andre steder – men bliver i Randers. Vorup FB ønsker at skabe et miljø, hvor de, der bliver siet fra i Randers FC, kan få en chance mere. Nogle udvikler sig sent og andre mangler luftforandring, disse spillere ønsker vi at samle op.
I mailen understreges det desuden, at Vorup FB bakker 100 procent op om Randers FC og klubbens ungdomsafdeling, ligesom klubben ikke har nogen intentioner om at blive en eliteklub og dermed potentiel konkurrent til Randers FC.
Ønske nedstemt
Med Vorup FB’s ønske om udtrædelse var der tirsdag blevet indkaldt til møde blandt moderklubberne, som foruden Vorup FB består af Randers Freja, Dronningborg Boldklub, Kristrup Boldklub, Hornbæk Sports Forening og
KFUM Fodbold Randers.
Her skulle samtlige klubber stemme for forslaget, for at det kunne vedtages, men forslaget nåede knapt ud til moderklubbernes respektive bestyrelser, for allerede på tirsdagens møde gjorde en repræsentant for Hornbæk Sports Forening det klart, at de havde tænkt sig at stemme mod, og dermed var forslaget på forhånd dødt.
Fra Hornbæks side bliver det bekræftet, at klubben vendte tommelfingeren ned til forslaget.
– Vi ønsker egentlig bare at være tro mod Randers FC som moderklub, men hvis Randers FC kommer og siger, at de ser det som en god idé, så vil vi ikke stå i vejen, lyder det fra fodboldformand i Hornbæk Stefan Solberg, der ikke selv var med til mødet tirsdag.
Hvorvidt de ser det som en god idé eller ej, ønsker de ikke for nuværende at svare på hos Randers FC.
– Det holder vi internt, indtil det bliver meldt ud til næste moderklubmøde, lyder det fra fodbolddirektør Søren Pedersen i et skriftligt svar til Campo.
Vorup FB’s ambitioner
Vorup FB er lige nu den eneste af Randers FC’s moderklubber, der har et hold i Danmarksserien – Danmarks femtebedste række.
I klubben fra den sydlige del af Randers understreges det, at der ikke nogen ambition om at blive konkurrent til storebroren på Cepheus Park på Viborgvej – tværtimod.
– Den overordnede strategi er, at Vorup FB gerne vil samle unge mennesker op, efter de er blevet kasseret i elitemiljøet og på den måde holder dem i byen.
– Randers har rigeligt plads til en divisionsklub ud over Randers FC, og i stedet for at sende spillere til andre byer, vil de talenter, der ikke kommer igennem nåleøjet i Randers FC, kunne få en chance hos. Der bliver brugt mange penge på talentudviklingen i Randers FC, og der er det da helt vanvittigt, at vi ikke har en lokal klub, der er klar til at samle de unge spillere op, lyder det fra Jonas Mogensen, der er sportschef i Vorup FB.
I første omgang er de glade for at spille Danmarksserie i Vorup, og selvom oprykningsloftet endnu ikke har været i spil, gruer de for den dag, det sker.
– Danmarksserien kan være være helt fin, men vi risikerer på et tidspunkt at stå i en situation, hvor vi kvalificerer os til oprykningsspillet i Danmarksserien og så ikke har noget at spille for, fordi der er det her loft, der gør, at vi ikke kan rykke op. Måske kommer det loft aldrig i spil, men der skal altid være en gulerod at spille for,
Randers FC blev dannet som en overbygningsklub mellem de seks moderklubber i 2002. Klubben spiller på en licens, den per 1. januar 2003 overtog officielt fra Randers Freja.
Dengang var det den nuværende CEO i AGF, Jacob Nielsen, der var fodboldformand i Vorup FB.