Festen var lige gået i gang, men nu lukker transfervinduet for en stund Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Festen var lige gået i gang, men nu lukker transfervinduet for en stund

Sommerens transfervindue lukker igen for en lang række lande.

Et tomt fodboldstadion.
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

De første dage af sommeren har budt på flere handler rundt omkring i verden.

Nogen større end andre.

Men nu må klubberne trække kløerne til sig igen for en stund.

Transfervinduet lukker nemlig igen i dag tirsdag.

Faktisk skulle det slet ikke have været åbnet endnu, men på grund af sommerens klub-VM har klubberne fra de i alt 20 nationer med deltagende hold haft muligheden for at handle fra den 1. juni til og med i dag.

Danmark er ikke repræsenteret ved VM for klubhold, så umiddelbart har det ingen indflydelse på det danske transfervindue.

I aften klokken 20.00 smækker transfervinduet i igen.

Det åbner dog på ny inden længe. Allerede fra mandag den 16. juni vil det atter være muligt at forstærke trupperne.

I Premier League foreskriver reglerne, at transfervinduet "skal åbne midnat 12 uger før det lukker". Det er den 16. juni, inden der bliver smækket endegyldigt i den 1. september.

Et andet nyt tiltag er, at transfervinduet denne gang lukker klokken 20.00 dansk tid i stedet for midnat. Det er gjort med henblik på de mange ansatte, der arbejder med transfers. Tidligere lukkede transfervinduet først midnat, hvilket affødte arbejdstider til langt ud på natten for de involverede.

Også den 1. september smækker transfervinduet i fire timer før normalt.

Klub-VM skydes i gang den 15. juni.

Mest læste

Notifications

Notifikationer