FC Barcelona jagter forlængelse med profil: Tror jeg forlænger
FC Barcelona har fået et gevaldigt rygstød i jagten på at forlænge med en af klubbens profiler.

FC Barcelona har en del profiler med kontraktudløb i 2026.
En af dem er Frenkie de Jong, som klubben arbejder på at forlænge kontrakten med.
Den 28-årige hollænder har også selv ytret ønske om at forlænge med klubben, så det lader til at FC Barcelona snart kan sætte kryds ved en af de ni spillere med udløb næste sommer.
Frenkie de Jong føler sig også selv overbevist om, at der venter en forlængelse.
- Jeg tror, at jeg forlænger med Barcelona. Jeg kan ikke sige noget med 100 procents sikkerhed, men hvis alt går godt, vil det ske. Min intention er at forlænge denne sommer, men vi vil se, hvad der sker.

- Det er forhandlinger, og du kan ikke sige, hvornår det vil være færdigt. Det vigtige er, at begge parter vil det, og jeg tror vi vil nå til enighed, siger han ifølge Football Espana.
Hollænderen, der har været ramt af en del skader i Barcelona-tiden, har været rygtet væk fra klubben, da der tidligere ikke var tegn på, at han havde intentioner om at forlænge, men det ser altså nu anderledes ud.
Midtbanestjernen har været i FC Barcelona siden skiftet fra Ajax i sommeren 2019. Her er det blevet til 259 kampe for klubben, hvor han til tider også bærer anførerbindet. I samme periode har han hjulpet den catalanske klub til at vinde to LaLiga-titler, to Copa del Rey-titler og to spanske Supercups.
FC Barcelona












