Würtz havde ikke set AaB-bombe komme: Lige nu ligger alt i ruiner
Rasmus Würtz spår, at der ligger et kæmpe stykke arbejde forude for at få vendt skuden i AaB, hvor alt lige nu er “splittet i atomer”.

Nedrykning, frafald blandt sponsorer, historier om mobning og en enorm utilfredshed blandt fans.
Det er realiteten i AaB.
Sent onsdag aften landede der så en ny bombe som resultat af klubbens nuværende situation.
Bestyrelsesformand Jan Peters trækker sig, ligesom SSE22 har givet lovning på at forlade den daglige drift - men fortsat er hovedaktionær i klubben.
Campos ekspert, Rasmus Würtz, har selv et tæt forhold til AaB, som han gennem sin lange karriere i Superligaen nåede at tørne ud for hele 487 gange - næstflest af alle i klubbens historie.
Derudover havde han efterfølgende fem år som ansat i forskellige roller i AaB, inden han i foråret 2024 vinkede farvel. Han var senest transitionstræner.
Men selv med sit indgående kendskab til klubben, så blev han faktisk stadig overrasket, da han læste nyheden onsdag aften:
- Den havde jeg faktisk ikke lige umiddelbart set komme. Jeg forestiller mig, at der sker rimelig mange ting i kulissen, fordi presset er ved at være så stort.
- Men de har jo trukket sig en lille smule allerede. Hverken jer journalister eller internt i truppen har kunnet få fat på Jan Peters. Det har været svar på SMS'er, og det er i hvert fald et tegn på, at der er pres på de ejere her. Så vi må se, hvad der kommer til at ske af yderligere tiltag. Det kunne godt være det første skridt mod afviklingen af ejerskabet, siger Würtz.

I onsdagens pressemeddelelse lød det som nævnt, at SSE22 trækker sig fra den daglige drift af AaB.
Men de er stadigvæk ejere - så hvad så?
- Det kan godt være, at de ikke sidder på toppen af kransekagen, som bestyrelsesformand Jan Peters har gjort, men der er jo stadigvæk et ejerskab bagved, som måske gerne vil have indflydelse og styre tingene. Det tror jeg ikke, de slipper, bare fordi Jan Peters går af som bestyrelsesformand.
- Det bliver spændende at se, hvor meget de kan slippe den del, for der er jo ingen tvivl om, at de har haft en kæmpe indflydelse på, hvad der har skullet ske i den daglige drift på både ledelsesplan og træningsmetodik. Det, tror jeg, de får svært ved at slippe, men det må tiden vise.
Flere dele af AaB's fankredse har det seneste stykke tid råbt og skreget på at få SSE22 helt ud af klubben.
Selvom onsdagens nyhed er et skridt i den retning, så er Rasmus Würtz ikke sikker på, at det er nok til at gøre fansene tilfredse:
- Det tror jeg faktisk ikke, at det er. Jeg tror, at det vigtigste er, at der kommer nogen ind med indsigt i, hvad det vil sige at skulle rykke op igen - og ikke mindst, når man så er oppe. Hvad skal der til, for at man kan begå sig?
- De (SSE22, red.) har nok ikke haft det store begreb om de her ting. De har måske undervurderet situationen og overvurderet egne evner i forhold til, hvad det kræver. Så der skal nogen ind, som kan samle trådene.
Alt er kaos
AaB har i sandhed set bedre tider, og Rasmus Würtz er da heller ikke bleg for at male fanden på væggen deroppe nordpå.
- Lige nu er alting jo kaos. Der er ikke en træner, der er ikke en sportschef. Jesper Brøchner Thing er foreslået som bestyrelsesformand, men lige nu ligger tingene i ruiner.
- Det skal gå hurtigt nu, for får man først en dårlig start i 1. division, så bliver det svært at rykke op.
Den tidligere AaB-kaptajn sender også en kærlig tanke til selve truppen:
- Prøv at tænk på at være spiller lige nu, og sidde og kigge med nede fra Mallorca, eller hvor de nu befinder sig...
- For de fleste af dem bliver det jo svært at komme nogen steder, for så skal man jo virkelig have gjort opmærksom på sig selv. Men selvfølgelig er de bekymrede for, hvad det er, de møder ind til. De ved jo hverken hvem træneren eller sportschefen er, så hvem skal man lige prikke på skulderen?
- De sidder i noget af en kattepine. Der skal rykkes på noget. Det er uholdbart, og sommeropstarten er jo heller ikke ret lang.

Som det måske kan læses mellem linjerne, så er Rasmus Würtz også bekymret for det AaB-hold, der denne gang er rykket ned.
I hans optik er det nemlig ikke lige så stærkt som sidst.
- Sidste gang de rykkede ned, der var det med et meget konkurrencedygtigt hold i 1. division. Lige nu ligner det et hold, der bliver splittet på grund af for dårlig kvalitet og lejespillere, og hvis SSE22 skal have lidt penge i kassen, så skal de jo ud og sælge et par spillere. De har i hvert fald proklameret, at der skal 20 millioner ind i transferindtægter.
- Og hvad er der så tilbage i forhold til at skulle klare sig i 1. division? AaB står et virkelig, virkelig farligt sted lige nu. Alt er splittet i atomer.
AaB fyrede i løbet af indeværende sæson først Menno van Dam og siden Kristoffer Wichmann på cheftrænerposten.
Man endte også med at slutte som nummer sjok i tabellen, fire point under Vejle Boldklub på 10. pladsen.
AaB












