Officielt: Prelec gør comeback i Vejle
Ivan Prelec er tilbage som cheftræner efter at være blevet vejet op mod flere kandidater.

Ivan Prelec stoppede i efteråret i Vejle Boldklub.
Han havde ikke gjort sig upopulær. Der skulle bare ske noget andet, og klubben skulle reddes fra sin på det tidspunkt håbløse placering.
På mirakuløs vis skete det - Vejle Boldklub sikrede sig endnu en sæson i 3F Superligaen med cheftrænerduoen Steffen Kielstrup og Johnny Mølby.
De blev siden meddelt den 22. maj, at de ikke skulle fortsætte som cheftrænere i Vejle - og minsandten om ikke Ivan Prelec nu er tilbage ved roret.
Det oplyser Vejle Boldklub på sin hjemmeside torsdag.
Den 37-årige kroat er blevet udstyret med en aftale af to års varighed.
Vejle Boldklub kom i februar 2025 tilbage på danske og lokale hænder, og Mikkel Hemmersam blev ansat som øverste ansvarlig for fodbolden i Vejle Boldklub.
Af pressemeddelelsen fremgår det, at Ivan Prelec er blevet ansat efter en grundig rekrutteringsproces, som også indebar andre kandidater.
Mikkel Hemmersam fortæller, at man har haft fire helt centrale kvalifikationer for øje i den proces.
De er som følger: Et indgående kendskab til dansk fodbold, en dygtig leder, taktisk og teknisk dygtighed og erfaring med akademifodbold på højeste niveau.
I forbindelse med genansættelsen af Ivan prelec opruster man også på setuppet i klubben:
- I det nye set-up bliver cheftræneren suppleret af tre nøje udvalgte og af sportsdirektøren håndplukkede trænerassistenter, der hver især bidrager med specialistviden. Ydermere vil sundhedssektoren blive oprustet efter samme princip, står der i pressemeddelelsen.
To ud af de tre assistenter er allerede på plads.
Det bliver således den forhenværende U19-træner i F.C. København Morten Bisgaard samt Marijo Jovic.
Den tredje og sidste assistent forventes at blive præsenteret inden opstarten går i gang.
Ivan Prelec stod senest i spidsen for Vejle Boldklub fra foråret 2022 til efteråret 2024.
Vejle Boldklub












