Ivan Prelec arbejdede fra morgen til aften: Fantastisk tid
Ivan Prelec glæder sig til at genoptage arbejdet i Vejle Boldklub.

Efter to og et halvt år med først oprykning og derefter overleve vinkede Ivan Prelec i efteråret farvel til Vejle Boldklub.
Torsdag er han dog blevet præsenteret som cheftræner igen.
I den forbindelse husker den 37-årige kroat tilbage på sidst, han var i klubben.
Blandt andet mindes han, hvordan der i perioder blev arbejdet nærmest i døgndrift, samtidig med at han måtte undvære sin familie.
Det lyder måske ikke som alles kop te, men for Ivan Prelec er det minder, som han glæder sig til at udleve på ny:
- Jeg havde to et halvt år i Vejle Boldklub, og det var udfordrende år, hvor der blev arbejdet fra morgen til aften uden min familie for at skabe en oprykning og en overlevelse. Det var en fantastisk tid i min trænerkarriere, hvor både fans, sponsorer og byen tog godt imod mig, og det glæder mig, at der er en opgave nu, hvor man hele vejen rundt om bordet er enige om den retning, Vejle Boldklub skal tage, fortæller Ivan Prelec.
En af årsagerne til hans comeback skyldes ikke mindst, at han rent strategisk kan se sig selv i det projekt, som Vejle Boldklub gerne vil lykkes med:
- Den strategi, som Mikkel Hemmersam har præsenteret for mig, er gennemarbejdet og detaljeret. Det er en strategi, der for Vejle Boldklub, med mit indgående kendskab til klubben, er den helt rigtige, hvis klubben skal udvikle sig i den rigtige retning. Jeg forlod Vejle Boldklub, fordi jeg mente, at det var for klubbens bedste. Jeg sagde ja til at vende tilbage, da alle var overbeviste om, at vi skulle starte den nye rejse i NordicBet LIGA, men jeg sagde derfor også ja, fordi jeg mener, at jeg er den rette mand til det, Vejle Boldklub vil være og udvikle sig hen imod. Jeg kan, sammen med den øvrige trænerstab, tilføje det, der er brug for i den udvikling, man fra ejernes side ønsker, fortæller Ivan Prelec og uddyber:
- Den strategi, som indebærer, at vi som klub skal udvikle egne talenter for at kunne sælge dem dyrere, understøttet af erfarne præstationsspillere, der kender 3F Superligaen, vil skabe et højere bundniveau og kort tilpasningsperiode. Jeg får ansvaret for en trænerstab, hvor de forskellige kompetencer, vi får ind i Morten, Jovic og en tredje trænerassistent, i forening vil kunne flytte holdet. Det giver også mig som cheftræner muligheder, der ikke nødvendigvis var tid til at fokusere på i min sidste periode. Når vi starter en ny sæson med en rekonstruktion af stab og 3F Superliga-hold, så er det vigtigt, at vi er mange dygtige mennesker omkring holdet, at vi har et stærkt akademi, at den sportslige ledelse har blik for talent og kvalitet, og at vi får den opbakning, Vejle Boldklubs fans altid har givet.
Ivan Prelec er blevet udstyret med en aftale af to års varighed.
Han tiltræder den 16. juni og får som noget nyt hele tre assistenter.
Den ene bliver den forhenværende U19-cheftræner i F.C. København Morten Bisgaard, mens den anden bliver Marijo Jovic.
Den tredje og sidste assistent forventes at blive præsenteret inden opstarten går i gang.
Ivan Prelec stod senest i spidsen for Vejle Boldklub fra foråret 2022 til efteråret 2024.

Vejle Boldklub












