Har Thomas Nørgaard hørt fra AGF? – Se Sønderjyske-cheftrænerens svar Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Har Thomas Nørgaard hørt fra AGF? – Se Sønderjyske-cheftrænerens svar

Thomas Nørgaard er ikke meget for at forholde sig til rygterne om et muligt skifte til AGF.

Thomas Nørgaard med korslagte arme under en af Sønderjyskes kampe.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Thomas Nørgaard har med offensivt fodbold formået at imponere og ikke mindst sikre Sønderjyske overlevelse i 3F Superligaen.

Den bedrift bliver naturligvis bemærket i både ud- og ikke mindst indland.

Senest skrev Bold mandag aften, at AGF, der er på jagt efter en erstatning for Uwe Rösler, har den 43-årige træner på listen.

Tirsdag er han nu blevet forholdt det rygte i Viaplay Sport News.

Han er dog ikke meget for at komme med et konkret svar:

- Jeg kommenterer generelt set ikke på, om det skulle være den ene eller den anden klub. Jeg er i Sønderjyske og står i spidsen for et projekt, hvor der skal rigtig meget til, for at jeg ikke skal fortsætte der.

- Jeg er i så tæt dialog med sportsdirektøren og ejerkredsen, og har den respekt for det arbejde, vi har leveret og skal levere, at lige nu kigger jeg ind i et 2025/26, hvor jeg tror på, at vi kun kommer til at blive bedre, hvis vi gør de rigtige ting i det her transfervindue. Alt det andet, der så måtte foregå rundt omkring, det er der alle mulige andre, der må kommentere på. Jeg er rigtig glad for at være her, hvor jeg er. Der skal rigtig meget til for at skubbe mig væk her fra.

Også Randers FC-cheftræner Rasmus Bertelsen er blevet spurgt ind til, om jobbet i AGF kunne være noget for ham.

Her lød svaret, at han mere så det som et skridt til siden end et skridt op, hvis han byttede Kronjylland ud med Aarhus.

Thomas Nørgaard kommer sin trænerkollega en smule til undsætning:

- Hvis jeg ikke husker helt forkert, så er der også noget med Randers og AGF, så det kan være, at det er derfor, at Rasmus udtalte sig som han gjorde.

- Prøv at hør, det er ikke nogen hemmelighed - og det ved klubben også - at jeg har store ambitioner på mine egne vegne. Jeg drømmer, ligesom jeg beder spillerne om at drømme.

- Jeg vil gerne til en af de største klubber i Danmark på sigt, hvis jeg er dygtig og interessant nok. Jeg vil også gerne til udlandet igen. Alle de ting skal gå hånd i hanke med at projektet er det rigtige og min familiære baggrund.

- Uanset hvem du spørger ind til i dag, så kommer jeg ikke til at kommentere på det. Jeg er rigtig glad for det projekt, jeg er i, siger han.

Thomas Nørgaards kontrakt med Sønderjyske strækker sig frem til sommeren 2027.

Campos ekspert, Rasmus Würtz, har også Thomas Nørgaard som en af sine fem kandidater til det ledige trænersæde i AGF:

Ekspertens fem bud på en kommende AGF-træner: Han ville være et scoop

Du kan se interviewet med Thomas Nørgaard i videoen øverst i artiklen

Mest læste

Notifications

Notifikationer