Eriksen maner rygte helt til jorden: Håber ikke, nogen har spillet penge på det Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Eriksen maner rygte helt til jorden: Håber ikke, nogen har spillet penge på det

Christian Eriksen afviser, at det er tid til at komme hjem.

Christian Eriksen under en træning med det danske landshold.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

At Christian Eriksen og OB har en god relation, kan ingen benægte.

Foruden at være den klub, han som purung drog til det store udland fra, har OB blandt andet også sat Christian Eriksen Cup i verden.

Det bliver dog ikke allerede nu, at den danske landsholdsspiller vender hjem til Odense.

Det gør han klart i et interview med TV 2 Sport.

- Jeg fik det tilsendt fra nogle, der spurgte, om jeg skal tilbage til OB. Min gode agent har også været ude og sige, at det skal jeg ikke. Det er fodboldens rygtemølle. Jeg håber ikke, der er nogen, der har sat penge på det, for så kommer de til at tabe, siger Christian Eriksen i et interview med TV 2 Sport.

Årsagen til pengesnakken er, at Danske Spil i sidste uge gjorde det muligt at oddse på, hvor den nu forhenværende Manchester United-spiller skifter hen denne sommer.

Her var det pludseligt OB, der var favorit - og altså gav det laveste odds.

Men har man været hurtigt ude for at ville tjene lidt penge på Eriksens retur til barndomsklubben, så ligner det altså, at der er tale om tabte penge.

Christian Eriksen fortæller videre til TV 2 Sport, at der lige nu er interesse rundt omkring, men ikke noget, hvor han er tæt på at skrive under.

Han tilføjer, at han helst vil væk fra Premier League.

Christian Eriksen har tilbragt de seneste tre år i Manchester United, som han nu forlader ved kontraktudløb.

Han har tidligere tørnet ud fra Brentford og Tottenham i England, mens han også nåede forbi Inter i Italien og Ajax i Holland.

Den 33-årige kreatør er med for Danmark, der lørdag møder Nordirland i en testkamp, inden Litauen venter tre dage senere.

Mest læste

Notifications

Notifikationer