Efter kokainvideo og tilsvining af Klopp: Nu leverer han pakker
Det er ikke længe siden, at han var en vaskeægte topdommer på den europæiske scene og i Premier League.

Den tidligere Premier League-dommer David Coote lever et radikalt anderledes liv, end før han blev idømt karantæne.
Det hele begyndte at gå skævt, da en video af ham, hvori han sviner daværende Liverpool-manager Jürgen Klopp til, gik viralt.
Nærmeset i samme ombæring så en video af ham sniffe kokain ved EM 2024 dagens lys. Også denne gik viralt.
Det resulterede i, at det engelske dommerorgan, PGMOL, fyrede ham, mens han blev idømt en 16 måneder lang karantæne af UEFA.
Og når tilværelsen pludseligt ændres så radikalt i løbet af splitsekund, må man tænke i andre løsninger.
Og det har han nu gjort.
The Sun beretter nemlig, at 42-årige Coote i dag har en ny karriere.
Han leverer således pakker for Evri i nærheden af sin hjemby Newark i Nottinghamshire.
Han prøver at holde sig selv i gang, imens han håber på at kunne vende tilbage til fodbold og dommergerningen.
- Jeg prøver bare at have et ærligt job. Jeg vil videre med mit liv. Jeg forsøger at bevæge mig fremad og få en følelse af ansvar og formål tilbage.
- Det her job holder mig travl og optaget, men det er ikke en ny langsigtet karriere, siger han.
David Cootes karantæne strækker sig frem til sommeren 2026, hvor der altså skal tages stilling til, om han igen kan blive professionel fodbolddommer.
I videoen øverst i artiklen kan du blive klogere på hele Coote-sagaen













