Birk sætter målsætningen: Vi skal i gruppespil
Den europæiske plan er klar i Brøndby.

Lige ved og næsten.
Sådan har Brøndbys fortælling været i Conference League.
Vestegnsklubben har være tæt på at kvalificere sig til gruppespillet i to omgange.
Men nu skal tredje gang være lykkens gang ifølge cheftræner Frederik Birk, som ikke kan vente med at tage hul på det europæiske eventyr - det første af slagsen med ham ved trænerroret.
- Det er den fedeste udfordring, og jeg glæder mig helt vildt. Det må jeg sige. Du kunne hive mig i det her studie hvert eneste år, og hver gang vi har spillet os til den her mulighed, så vil jeg sige, at ambitionen er den samme, siger Frederik Birk i podcasten Vores liga og uddyber:
- Vi vil rigtig gerne, og det er vores selvforståelse og identitet på spil, men jeg er også ved at være træt af at sige, at det er det, der er vores ambition. Nu vil jeg satme, undskyld mit franske, vise at vi kan. I år skal det være.
Brøndby var tæt på gruppespillet sidste år, men billetten til det sjove selskab glippede, da man samlet set tabte 4-3 mod polske Legia Warszawa.
To år før blev det FC Basel, som blev Brøndbys bøddel i Conference League.
Brøndbys historiske statistik i europæisk fodbold peger på i alt 188 kampe, hvor de har vundet 77, tabt 71 og stået 40 gange uafgjort.
Brøndby IF












