AaB-fans i samlet opråb: Kamp mod SSE22 er ikke en trussel, men et løfte!
I et åbent brev til SSE22 kalder en samlet aalborgensisk fanscene til kamp.

Et brev på både tysk og dansk, så der absolut intet er at misforstå.
Og det ER da også vanskeligt at misforstå det åbne brev, en samlet aalborgensisk fanscene på facebook har sendt AaB's tyske ejerkreds SSE22.
I ikke så lidt klare vendinger gør facebooksiden Vesttribunen det klart, at de har tænkt sig at kæmpe med næb og kløer mod klubbens tyske ejerkreds.
- Kære SSE22. Betragt dette som en underretning af vores offentlige kald til kamp. Kamp for klubben vi holder så meget af.
- Den manglende respekt for vores klub og dens historie, står i kontrast til den fortælling som I, gennem SSE22, købte jer ind i AaB med.
- Vi burde have indset, at jeres grundighed og respekt for lokale kulturinstitutioner er en mangelvare, fordi allerede i jeres indledende præsentationer blev et forkert og forældet AaB logo anvendt.
- Men vi troede på visionerne. Vi troede på metoden. Det er en skam at I, i SSE22, ikke gjorde det. Derfor kan I ikke længere lede eller bestemme i vores klub.
- Vores kamp mod SSE22s kontrol over vores klub er ikke en trussel, men et løfte. Og modsat SSE22s løfter, så er dette et løfte afsenderen har i sinde at overholde. Vi har intentionen og viljen. Vi har allerede klarlagt en detaljeret plan for hvordan vi vil overholde dette løfte.
- Modsat jer, i SSE22, vil vi ikke ryste på hånden, når det bliver svært.
- Vi har givet jer i SSE22 tiden, roen og muligheden for at indfri de løfter I har givet os. Nu vil vi vise jer hvor hårdt vi kan kæmpe for vores klub, på, såvel som udenfor banen.
- Vi forbereder os på en lang og svær kamp, for at få SSE22 helt ud af klubben, og vinde vores klub tilbage. I den kommende tid vil I opleve en intensivering, ikke bare for at få jer fjernet fra magten, men vasket pletten af skam væk: Skam over at vi overhovedet bød jer velkommen, og troede på jeres tomme løfter.
Hvordan den aalborgensiske fanscene konkret vil gå til kamp mod SSE22 meldes der i første omgang intet om.
AaB skal i den kommende sæson spille NordicBet Liga for anden gang på tre sæsoner, efter klubben i denne sæson sluttede sidst i Superligaen.
AaB













