Malmö FF-fans piftede af dansker i hævn-sejr Foto: 10600 Andreas Hillergren/Ritzau Scanpix

Malmö FF-fans piftede af dansker i hævn-sejr

Silas Andersen var ikke videre populær søndag eftermiddag på Eleda Stadion i Malmö.

Silas Andersen jubler.
Foto: 10600 Andreas Hillergren/Ritzau Scanpix

Søndag var der dømt revanche.

Torsdag krydsede Malmö FF og BK Häcken således klinger i den svenske pokalfinale.

Her endte sidstnævnte med at trække sig sejrrigt ud af opgøret efter straffesparkskonkurrence.

Søndag ramlede de to sammen igen, denne gang i Allsvenskan - og denne gang med Malmö FF som vinder med cifrene 3-0 på hjemmebanen Eleda Stadion.

Malmö FF stillede med Jens Stryger Larsen fra start, mens BK Häcken havde danskerne Mikkel Rygaard og Silas Andersen med fra første fløjt.

Særligt sidstnævnte var upopulær og blev undervejs i kampen mødt med pift og buhråb fra hjemmeholdets fans, hver gang han havde bolden.

Det skyldes formentlig den rolle, han endte med at få i torsdagens pokalfinale.

I den i forvejen skandaleramte affære, fik Silas Andersen sat yderligere gang i løjerne, da han fra Malmö-fansene fik kastet et objekt efter sig og efterfølgende ophidsede fansene med gestikuleringer. Endnu engang måtte spillerne en tur ned i omklædningsrummene, inden kampen efter noget tid blev spillet færdig.

Samtidig var det også Silas Andersen, der scorede på det afgørende straffespark og sendte pokalen til BK Häcken.

Nogen hovedrolle fik han dog ikke i søndagens nederlag, hvor han altså måtte se sig slået sammen med resten af holdkammeraterne.

Med sejren fastholder Malmö FF sin femteplads i Allsvenskan, mens BK Häcken fortsat ligger nummer otte.

Mikkel Rygaard udgik undervejs med en skade.

Robin Olsen blev gjort til ‘persona non grata’ for FCK-skifte: Tilgivet ni år senere

Mest læste

Notifications

Notifikationer