Efter overtidscomeback: Holse og Samsunspor skal ud i Europa for første gang i historien
Carlo Holses tyrkiske klub Samsunspor sikrede sig en plads i en europæisk ligafase i den sidste runde af den tyrkiske liga.

Samsunspor og Carlo Holse skal spille europæisk fodbold i den kommende sæson. Det står klart, efter de tog en sejr over Kayserispor i den sidste runde af den tyrkiske Süper Lig.
I de døende sekunder af tillægstiden sikrede de sig en sejr og dermed tredjepladsen i ligaen.
Samsunspor var ellers bagud 0-1, da klubben gik ind i tillægstiden. Efter fem minutter af tillægstiden kom forløsningen for Samsunspor, da de fik bragt balance i regnskabet. Bare tre minutter senere kunne de så åbne op for den helt vilde jubel, da de i det ottende tillægsminut fik bragt sig foran.
Carlo Holse var med til at levere comebacket, men han blev skiftet ud kort før slutfløjtet i det 11. tillægsminut.
Klubbens tredjeplads giver en plads i Europa League-playoff, men skulle det glippe i playoff-runden, er man sikret en plads i Conference Leagues ligafase.
Det er første gang i klubbens historie, at man skal spille med i en europæisk turnering.














