PSG-kometer skriver historie i Champions League-finalen
Det franske stortalent Desire Doue scorede og assisterede i Champions League-finalen.

Det lignede på forhånd en duel mellem en flyvende offensiv og en bomstærk defensiv.
Der skulle dog ikke gå længe før Champions League-finalen havde udviklet sig til mere at ligne en rapfodet letvægtsbokser, der sendte syngende slag lige i masken på en tung, langsom og omtåget sværvægter.
Særligt en af de lynhurtige parisere drev gæk med Inter-forsvaret. Desire Doue stod ikke kun for tre målinvolveringer, han skrev også sit navn ind i Champions League-historiebøgerne.
Den 19-årige franskmand blev nemlig den yngste til både at score og lægge op i en Champions League-finale med sine 19 år og 362 dage.
Doue leverede også en enestående bedrift med sine tre målinvolveringer i opgøret. Det er ikke sket siden formatet ændrede sig i 1993.
Desuden er han den bare tredje teenager til at score i en Champions League-finale. Det er kun tidligere blevet gjort af Patrick Kluivert for Ajax i 1995 og af Carlos Alberto for Porto i 2004. Senere i kampen blev 19-årige Senny Mayulu den fjerde i historien

Doue nåede den sidstnævnte bedrift på et hængende hår tre dage før sin 20-års fødselsdag.
Stortalentet er også en af favoritterne til at vinde årets Golden Boy-pris, som uddeles til den bedste spiller i europæisk fodbold under 21 år.
Det kan man godt forstå med tanke på hans fine debutsæson i Paris Saint-Germain. 53 kampe er det blevet til med 13 scoringer og 15 oplæg til følge.
Desire Doue kom til den franske hovedstad fra Rennes i sommeren 2024.
Paris Saint-Germain












