Dzeko siger farvel til Fenerbahce: Aldrig let at skilles
Den bosniske angriber siger selv farvel til Istanbul-klubben.

Endnu har Fenerbahce ikke selv meldt noget ud, men det har Edin Dzeko fredag.
Den 39-årige bosnier tager afsked med den tyrkiske storklub to år efter, han kom til klubben.
- Tiden er kommet til at sige farvel. Det er aldrig let at skilles, især ikke når en klub går én så meget under huden, som Fenerbahçe har gjort for mig.
- Jeg vil gerne takke alle, der har været som en familie for mig gennem de sidste to år: Mine holdkammerater, træneren, staben, klubben og alle de folk, der arbejder utrætteligt bag kulisserne hver eneste dag, lyder det på instagram fra Dzeko.
Den store bosnier har i sine to sæsoner i Istanbul-klubben spillet 99 kampe, hvor det er blevet til 46 mål, og han har hele perioden igennem haft de passionerede tyrkiske fans i ryggen.
- En særlig tak til jer, der altid har bakket os op med så stor passion: I er det sande hjerte i Fenerbahçe, og jeg vil altid bære jer i mit hjerte.
- Hver dag, til træning og på banen, gav jeg alt, hvad jeg havde.
- Det var ikke nok til at vinde de trofæer, vi drømte om, men jeg kunne ikke være mere stolt over at have båret en så historisk og hæderkronet trøje som Fenerbahçes, lyder det fra Dzeko.
Endnu er der ingen meldinger om, hvorvidt Dzeko fortsætter karrieren, eller støvlerne nu stilles på hylden.
Fenerbahce












