AB ydmyger Fremad Amager – Aarhus Fremad så godt som sikre på oprykning
Med resultatet i Gladsaxe bliver der fundet en oprykker i Aarhus lørdag.

Senest gik det ud over Aarhus Fremad, og fredag var turen kommet til Fremad Amager.
Det er lidt for sent på sæsonen, at Gladsaxe-klubben AB har sat slutspurten ind. Fredag aften ydmygede akademikerne Fremad Amager, der blev sendt hjem til Amager med et 5-0-nederlag.
Søren Ilsøe, Casper Grening, Noah Ibsen scorede alle tre i første halvleg, mens 2. Divisions topscorer, Noah Engell, scorede begge mål i anden halvleg.
Dermed er den danske 2. Division sikker på at finde én matematisk oprykker lørdag eftermiddag, når nummer ét fra Aarhus Fremad tager imod toerne fra Middelfart.
Fremad Amager førte ved vinterpausen den danske 2. Division relativt suverænt, men amagerkanerne er i foråret gået helt i stå, og selvom det ikke matematisk kan blive en kendsgerning, så kan Fremad Amagers oprykningsambitioner reelt blive slukket i Aarhus lørdag.
Hvis Aarhus Fremad vinder kampen mod Middelfart er aarhusianerne sikre på at rykke op, og så vil Fremad Amager have fire point op til Middelfart på andenpladsen.
Ender kampen på Riisvangen uafgjort rykker Aarhus Fremad også matematisk op, mens Middelfart vil have fem point ned med to kampe igen.
Det værste scenarie for Fremad Amager er dog, hvis fynboerne vinder lørdagens kamp. Så vil Middelfart være sikre på at rykke op, mens Aarhus Fremad også reelt vil være - om ikke matematisk så de facto - sikre på at rykke op.
Efter fredagens afklapsning til mod AB har Fremad Amager nemlig seks point op til Aarhus Fremad, men en målscore, der er 28 (!) mål dårligere end aarhusianernes.
Oprykningskampen på Riisvangen spilles lørdag klokken 14:00.

Aarhus Fremad












