Transfermarkedet lurer for FCK: Topprioritet at beholde Froholdt så længe som muligt
Der venter et stort arbejde i F.C. København, når transfervinduet åbner sig på vid gab.

Sæsonen er slut for F.C. København.
Med pokaltitlen kan københavnerne stille to nye trofæer i pokalskabet og tage på sommerferie, før en ny sæson lurer.
Men på direktionsgangene starter arbejdet før, når transfervinduet åbner, og spillere igen kan handles på tværs af by- og landegrænser.
Og for Sune Smith-Nielsen, sportsdirektør i F.C. København, er det en prioritet at holde på de profiler, der netop har ladet sig krone med to guldmedaljer denne sæson.
Men der er grænser for, hvor meget han kan sige nej til.
- Vi ved allesammen godt, at kontinutitet er vigtigt for at vinde flere mesterskaber, og det kommer til at have en høj prioritet. Så er det jo desværre sådan, at nogle gange kommer markedet til at presse os.
- Jeg ønsker ikke at sælge de vigtigste spillere, men som der skete sidste sæson, for at give det som eksempel, så er det jo nemt, at sige nej til 10 millioner euro.
- Men i Orris (Oskarsson, red.) case når man så siger nej til 14-19 millioner euro, og der til sidst ligger 20, så er det det, der udløser et salg. Ellers havde Orri været her i dag, siger Sune Smith-Nielsen til Campo og den fremmødte presse efter pokalefinalen.

Orri Oskarsson tog springet fra hovedstadsklubben til spanske Real Sociedad tilbage i slutningen af august sidste år for 20 millioner euro ifølge Transfermarkt.
Derfor kan sportsdirektøren ikke garantere, at han kan holde på holdets profiler. Men det forbliver en prioritet for Smith-Nielsen at holde på profiler som for eksempel Victor Froholdt.

- Victor Froholdt er en vanvittig dygtig spiller. Han har vist sig som en kæmpe profil. Vores topprioritet er at beholde Victor Froholdt så længe som muligt. Om det er en uge eller to år, det ved jeg ikke.

Froholdt har leveret en bemærkelsesværdig sæson, og det er blevet anerkendt her sidst på sæsonen.
Senest blev han kronet som årets pokalfighter, mens han til sidste kamp i Superligaen også løb med titlen som forårets unge spiller og forårets spiller i 3F Superligaen.
Froholdt har ifølge Transfermarkt en markedsværdig på to millioner euro, og han har kontrakt i F.C. København frem til sommeren 2028.
FCK's cheftræner, Jacob Neestrup, fortalte efter søndagens kamp i Parken, hvor løverne blev danske mestre, at FCK skal forsøge at holde på sine bedste spillere.
Læs mere om det herunder:

F.C. København












