Ung OB’er forlænger og rykkes op: Ligner prototypen på en OB-målmand
Marcus Eskildsen har forlænget sin kontrakt med OB og bliver samtidigt en del af førsteholdstruppen hos fynboerne.

OB satser ungt på den bagerste position.
I hvert fald har fynboerne sikret sig den 17-årige Marcus Eskildsen i tre år endnu, da den unge sidste skanse har sat sin signatur på en ny aftale i Ådalen.
Og i den forbindelse bliver han samtidigt rykket permanent op i førsteholdstruppen, hvor han fortsat har minutter til gode.
- Nu har jeg jo også været meget på Akademiet, og jeg har trænet Marcus, siden han var helt lille, og jeg kan sige, at han virkelig har udviklet sig de sidste par år.
- Han er en fysisk stor og stærk målmand, og han ligner rigtig meget prototypen på en OB-målmand. Han har noget rækkevidde på sit spil kombineret med en fysik, siger Lars Bjerring, Head of Goalkeeping i klubben.

Den unge keeper har været fast mand på Striwernes U19-hold denne sæson, mens han desuden har været på bænken for førsteholdet i alle kampe af oprykningsspillet i NordicBet Ligaen. Det er dog ikke blevet til minutter for Søren Kroghs tropper endnu.
Men efter sommerferien hedder den altså Superliga på daglig basis for den unge keeper, der bliver en fast bestanddel af førsteholdstruppen, når næste sæson starter.
Den unge keeper har desuden været i buret hos U18-landsholdet siden marts, hvor det er blevet til to optrædener i landsholdstrøjen.
OB












