Thorup-afløser er på plads i Augsburg – har fortid i Bayern
Augsburg har fundet sin nye træner efter fyringen af Jess Thorup.

Augsburg har fundet afløseren for Jess Thorup, som blev fyret i klubben i sidste uge.
Den sydtyske Bundesliga-klub har onsdag præsenteret Sandro Wagner, som ny cheftræner, og han kommer fra en rolle som assistenttræner under Julian Nagelsmann på det tyske landshold.
Den 37-årige Wagner har underskrevet en kontrakt i Augsburg med udløb i sommeren 2028, og han tiltræder, når Tyskland har færdigspillet finaleturneringen i Nations League.
Wagner har selv en karriere bag sig som aktiv spiller, hvor han blandt andet nåede otte landskampe for Tyskland og 38 optrædener for Bayern München. Nu overtager han efter Thorup, og udnævnelsen vækker stor begejstring i Augsburg.
- Vi er glade for, at vi med Sandro Wagner har kunnet tilknytte en cheftræner til vores FCA, som virkelig brænder for fodbold. Sandro er meget ambitiøs og står fuldt ud bag vores FCA’s retning.
- I sine tidligere job har han allerede bevist, at han kan gøre hold bedre og udvikle spillere. Sandro er meget grundig og kan også motivere et hold gennem sin passion, siger FC Augsburgs direktør Michael Ströll.

Wagner indstillede karrieren i 2020 og har tidligere været manager i Unterhaching, som spillede i Tysklands fjerdebedste række. Nu kan han kalde sig Bundesliga-manager, og det glæder han sig til.
- Det har været mit mål at arbejde som cheftræner i Bundesligaen. Samtalerne overbeviste mig om, at jobbet i FC Augsburg er det helt rigtige skridt. FC Augsburg har en klar filosofi, som passer rigtig godt til min spillestil. Jeg er en ung træner, der ønsker at udvikle sig sammen med klubben, udtaler Wagner.
Augsburg sluttede på 12. pladsen i Bundesligaen.















