Rødt kort blev dyrt: Flyvende Høgh og Bodø/Glimt sænket af tophold
Kasper Høgh kom på tavlen igen, men danskerens scoring var ikke nok til at sikre Bodø/Glimt en vigtig sejr.

Bodø/Glimt har leveret store og uforglemmelige præstationer i Europa League, men i Eliteserien har de forsvarende mestre ikke været så dominerende som de seneste sæsoner.
Onsdag aften skulle holdet hjemme møde topholdet Viking, der er kommet forrygende fra start.
Men det samme er danske Kasper Høgh, der med sin syvende scoring i syv kampe bragte hjemmeholdet foran med 1-0.
Gæsterne fik udlignet, inden Jostein Gundersen kort før pausen bragte Bodø/Glimt foran på ny.
Gundersen blev dog langt fra helten på Aspmyra Stadion.
Efter lidt over en times spil blev den rutinerede nordmand smidt ud, og så var det pludselig Viking, der tog teten.
Først udlignede Zlatko Tripic med sin ottende sæsonscoring, inden indskiftede Sondre Bjørshol fuldbyrdede Vikings comeback med en scoring til 3-2.
I overtiden kunne danske Peter Christiansen assistere holdkammerat Simen Kvia-Egeskog, der gjorde det til slutresultat 4-2.
Bodøs tunge nederlag betyder, at holdet har 13 point på sjettepladsen, mens Viking fører Eliteserien med dobbelt så mange point.
Med til historien hører dog, at Bodø fortsat kun har spillet syv kampe, men Viking er helt oppe på 11 kampe i sæsonen.

En tidligere AaB-angriber lavede intet mindre end fire kasser for Al Ahly - det viste sig at være guld værd.
Læs mere her:

Bodø/Glimt













