Klubikon stopper i Lyngby: Har været en klippe omkring førsteholdet
Mikkel Beckmann stopper efter mere end seks år i Lyngby Boldklub.

Efter seks og et halvt år er det slut.
Mikkel Beckmann stopper som assistenttræner i Lyngby Boldklub.
Det skriver Lyngby på klubbens hjemmeside.
Det fremgår ikke, hvad Mikkel Beckmanns fremtid byder på.
Superliga-nedrykkerne skriver dog, at parterne i fællesskab er kommet frem til beslutningen.
- Becks har i flere perioder været den faste klippe omkring førsteholdet, både for spillerne og for folk i klubben. Specielt i perioden med trænerskifte var vi utrolig taknemmelige for, at han lod sig overtale til at blive og sikre Lyngby DNA’et.
- Han har været på en vild rejse, hvor vi blandt andet spillede Superliga tre år i træk for første gang i over tyve år, og det har han en stor aktie i. Nu skal han ud og flyve, og vi støtter ham i at komme ud og få nogle nye impulser under andre himmelstrøg, og så håber vi alle sammen, at det bliver på gensyn i fremtiden, siger sportschef Nicas Kjeldsen.
For Mikkel Beckmann har der været tale om en svær afsked, da klubben står ham meget nær.

- Lyngby vil altid være mit hjerte nært. Det var der, jeg fik muligheden for at starte min aktive karriere, og der jeg fik muligheden for at starte min trænerkarriere.
- Tusind tak for de bedste år af mit liv efter min karriere, og en kæmpe tak til alle spillere, trænere, folk i huset og fans for altid at få mig til at yde 100 % for klubben. Det har været en stor fornøjelse, og jeg er spændt på, hvad fremtiden nu bringer af nye store oplevelser, siger Mikkel Beckmann til klubbens hjemmeside.
Mikkel Beckmann har foruden de seks og halvt år som assistenttræner også spillet 105 kampe for Lyngby Boldklub, da han var aktiv.
Han nåede at være assistenttræner seks forskellige cheftrænere Lyngby Boldklub - Freyrr Alexandersson, Christian Nielsen, Morten Karlsen, Carit Falch David Nielsen og Magne Hoseth.
Lyngby solgte i går holdets anfører til Sønderjyske.
Læs mere om det her:

Lyngby Boldklub












