Tændt Frederik Birk: Uwe og hans drenge fyrer den altid af mod os
Brøndby-cheftræneren ser frem til at møde et AGF-hold, som han forventer kommer med fuld energi til kampen.

For tredje år i træk mødes AGF og Brøndby i den sidste runde af Superligaen.
Det plejer mildt sagt ikke at gå stille for sig. Sidste år ødelagde AGF guldchancerne for Vestegnsklubben, og i år gælder det bronzen.
De to klubber har efterhånden opbygget en traditionsrig og højspændt rivalisering, men den er stadig relativt ny. Brøndbys cheftræner Frederik Birk ser frem til kampen og fortæller, at det er lidt mere specielt, fordi det er mod rivalerne fra AGF.
- Jeg forventer, at de kommer med alt, hvad de har. Stimen har resultatmæssigt været dårlig for AGF, men vi ved, at de altid er enormt sultne, når vi kommer derover.
- Og så er der en rivalisering, der gør, at kampene også lever deres eget liv - uden at det skal gøres til et derby. Det har snert af det samme, og så har jeg altid set Uwe og hans drenge fyre den fuldt af, når de møder os, så jeg er sikker på, at det er et sultent AGF-hold, siger Birk til TV 2 Sport.

Brøndby kan med en sejr så godt som sikre sig bronzemedaljerne. Der er tre måls forskel i målscore mellem Brøndby og Randers FC, som har samme pointantal inden sidste runde.
De to hold har allerede mødtes fem gange i sæsonen, hvor det er blevet til tre AGF-sejre og senest to Brøndby sejre. Dagens opgør er desuden nummer 100 i 3F Superligaen mellem de to klubber.
Her har AGF vundet 25, Brøndby har vundet 50 og så har de to klubber spillet uafgjort 24 gange. Brøndby har altså statistikken på sin side i jagten på tredjepladsen.
Desuden har AGF langtfra haft det nemt i mesterskabsspillet, hvor det bare er blevet til fire point fra ni kampe. Det har fået deres spillere til at række ud til fansene, som skal hjælpe dem mod Brøndby.

AGF
Brøndby IF












