Misser sandsynligvis finalen: Har prøvet sådan en forstrækning før
Andreas Cornelius har været plaget af skader gennem lang tid, men efter en lang periode uden problemer er den igen gal. Det koster ham sandsynligvis pokalfinalen.

Han har prøvet det før.
Andreas Cornelius kender efterhånden alt til det med skader.
Nu er den så gal igen. En forstrækning i baglåret betød, at FCK-angriberen måtte udgå af guldkampen, og nok heller ikke bliver klar til næste uges pokalfinale.
- Jeg tror ikke, jeg er med i den (pokalfinalen, red.).
- Jeg har prøvet at få en lille forstrækning før, så der går lidt længere tid end fire dage, siger Andreas Cornelius til Campo og den fremmødte presse efter F.C. Københavns mesterskabskamp.
Ovenpå en sæson, der ender med en guldmedalje om halsen, så er angriberen glad for, at han i mesterskabsspillet nåede at gøre en forskel på holdet.

- For mit vedkommende er jeg også glad for, at jeg stemplede ind i slutspillet og blev afgørende og vigtig i det her mesterskab, siger Cornelius.
Denne sæsons mesterskab er det femte, Andreas Cornelius er med til at vinde med F.C. København.
Torsdag kan han tilføje endnu en titel til rækken af triumfer med løverne, hvis F.C. København også går hele vejen i pokalturneringen.
FCK møder Silkeborg IF i finalen, der spilles torsdag.

FC Nordsjælland
F.C. København












