Brøndby foran uvis skæbneuge – arbejder med to scenarier
Frederik Birk løfter sløret for næste uges program i Brøndby IF.

Brøndby IF ved endnu ikke, om den står på europæisk fodbold i Brøndby efter sommer.
Den sidste runde af 3F Superligaen blev ellers færdigspillet søndag aften, hvor AGF blev besejret på Ceres Park i Vejlby, men den europæiske skæbne afhænger af udfaldet i pokalfinalen mellem F.C. København og Silkeborg IF.
Vinder FCK er Brøndby klar til kvalifikation til Conference League, men gentager Silkeborg sidste års pokalbedrift torsdag aften, skal Brøndby ud i en sidste og afgørende playoff-kamp på søndag i næste uge mod ottendepladsen i 3F Superligaen.
Det giver en helt særlig uge i Brøndby, fortæller cheftræner Frederik Birk.
- Det bliver rent praktisk sådan, at vi bliver nødt til at gøre os klar til, at vi skal spille på søndag. Men det er en balance, når du er så sent på sæsonen, at jeg kan ikke bare blæse mine spillere ud og blæse hovedet af dem over de næste dage, fortæller Birk til Campo og den fremmødte presse.
Derfor bliver Brøndbys spillere kaldt ind til let træning mandag, og så står den ellers på to fridage tirsdag og onsdag, hvor der er tid til familier og afslapning.
- Så kalder jeg dem ind torsdag til en ordentlig intens træning med knald på.
Og så ser vi, hvad der sker om aftenen. Så har v hvert fald i fået det fysiske stimuli, der skal være, og skulle det falde ud sådan, at Silkeborg vinder, så har jeg to taktiske dage, hvor jeg og min stab selvfølgelig er fuldt klar med det, vi skal være klar med.
- Og skulle det ske sådan, at FC København vinder den der pokalfinale,
så spiser vi lidt brunch om fredagen og runder sæsonen af, og så går vi på ferie, lyder det fra Birk, som bliver spurgt, om han hepper på FCK i pokalfinalen torsdag.
- Jeg vil gerne have Brøndby i Europa. Det er et erklæret mål for klubben, det er et erklæret mål for mig, slutter Birk.
Mathias Kvistgaarden var rørt over den flotte hyldest, han fik, da Brøndby vandt over AGF i 32. spillerunde. Læs mere her.

Brøndby IF













