Eriksen og Højlund har succes udenfor banen: Energidrik i vækst Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Eriksen og Højlund har succes udenfor banen: Energidrik i vækst

Det kan godt være, at 2024 ikke bliver husket for den store sportslige succes for hverken Rasmus Højlund eller Christian Eriksen, men for STATE var det et godt år.

Christian Eriksen og Rasmus Højlund på vej fra banen efter en kamp for Manchester United.
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Hverken Rasmus Højlund eller Christian Eriksen vil formentlig huske tilbage på 2024 som deres mest succesfulde år i karrieren.

Derfor må det også være rart for de to danske Manchester United-stjerner, at de i stedet kan glæde sig over en stigning i omsætningen for STATE.

De to er, sammen med Caroline Wozniacki, nemlig begge med i ejerkredsen i den efterhånden kendte energidrik.

I en pressemeddelelse oplyses det, at omsætningen i STATE er steget med 17 procent i 2024 sammenlignet med året forinden.

Det er sket i en tid, hvor man samtidig har investeret stort.

For femte år i streg er det med et positivt resultat, men næppe noget som ændrer tilværelsen radikalt hos hverken Christian Eriksen eller Rasmus Højlund. Overskuddet lyder således på 131.154 kroner.

Foruden energidrikke står STATE også bag både vitamindrikke og proteinbarer.

Brandets produkter er nu ude i 10.000 butikker i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Grønland, Island, Portugal, Frankrig og Schweiz.

- Vi har i 2024 udbygget vores salg i Danmark med mere end 20% som væsentligt overgår den underliggende markedsvækst. Det synes vi er ganske tilfredsstillende, især i et år hvor vi i ekstraordinær grad har udviklet og lanceret nye, innovative produkter og kategorier - med stor succes til følge,” siger Jon Andersen, stifter og kommerciel direktør.

STATE blev stiftet i 2014 af Jon Andersen og Kim Have, der begge tidligere har spillet fodbold på eliteplan, og Christian Eriksen og Caroline Wozniacki blev i årene efter en del af ejerkredsen. Rasmus Højlund blev medejer i efteråret 2024.

Mest læste

Notifications

Notifikationer