De sidste brikker falder på plads: DBU ansætter tre U-landstrænere

De sidste brikker falder på plads: DBU ansætter tre U-landstrænere

Nu er puslespillet færdiglagt i DBU.

DBU.

DBU har fået styr på sit trænersetup på drengesiden.

Således oplyses det i en pressemeddelelse fredag, at man har ansat tre nye trænere.

De skal tage sig af henholdsvis U16, U17 og U18-landsholdet.

De begynder i deres nye stillinger fra næste sæson.

Kasper Kececi får tøjlerne på U16-drengelandsholdet. Den 32-årige træner kommer fra en rolle som assistenttræner på U19-holdet hos FC Nordsjælland.

Derudover har han også haft to år i den norske succesklub Bodø/Glimt, hvor han både stod i spidsen for holdets andet- og U19-hold.

- Det er en stor ære at skulle arbejde med de største talenter i landet og hjælpe dem et skridt videre i deres udvikling. Jeg glæder mig til samarbejdet med klubberne, så vi i fællesskab kan sikre, at spillerne får de bedste forudsætninger for at lykkes på vores ungdomslandshold.

- Jeg ser frem til at blive en del af DBU og landstrænergruppen, og jeg håber, jeg kan bidrage til, at vi sammen får uddannet de næste spillere til Herrelandsholdet, siger Kasper Kececi.

Morten Corlin er aktuelt landstræner for U18-herrelandsholdet, men når den nye sæson sparkes i gang, bliver det i stedet i spidsen for U17, hvor det altoverskyggende mål er en billet til næste sommers U17-EM.

Han har tidligere været ungdomstræner i både B.93, Brøndby IF og Hvidovre IF. Corlin ser frem til første samling med holdet.

- Det er en kæmpe fornøjelse at tiltræde rollen som U17-landstræner. Jeg tænker på nogle af mine forgængere i jobbet, som eksempelvis Thomas Frank og hvordan han tog holdet til EM og VM, samt hvordan det kickstartede hans karriere.

- Det er et stort privilegie som ungdomstræner at få lov til at udvælge, træne og spille kampe med de dygtigste spillere. Det er enhver træners drøm. Jeg glæder mig til første samling med en stærk trup og stab, siger Morten Corlin.

U18-herrelandsholdets nye cheftræner, Morten Mølkjær, kommer fra portugisiske CD Mafra, hvor han er teknisk chef. Han har også været cheftræner for deres U23-hold samt assistent for seniorholdet.

Han har tidligere været cheftræner for seniorholdene Aarhus Fremad og Kolding IF. Han har ligeledes været tilknyttet ungdomsafdelingerne i AGF og FCM. Mølkjær selv ser frem til at arbejde med Danmarks største talenter.

- Jeg er både stolt og taknemmelig over at få muligheden for at arbejde med landets største talenter. Det er en stor ære og et stort ansvar, og jeg ser frem til at bidrage til både spillernes faglige, taktiske og menneskelige udvikling.

- Jeg tror på, at relationer, tydelig ledelse og en dynamisk spillestil er nøglen til både resultater og langvarig udvikling, siger Morten Mølkjær, der tidligere har været assistenttræner på U17-drengelandsholdet.

De store rokader på drengesiden kommer på bagkant af, at de nuværende ungdomslandstræne har fået nye roller eller valgt at søge nye græsgange.

Mest læste

Notifications

Notifikationer