Würtz hylder Boilesen: Han var et scoop for FCK
Nicolai Boilesen har valgt at indstille sin karriere, der har budt på 187 kampe for FCK. En flot karriere, mener Rasmus Würtz.

Efter ni år er det forbi. Nicolai Boilesen har valgt at lægge fodboldstøvlerne på hylden.
187 kampe er det blevet til i F.C. København, hvor størstedelen er spillet i Superligaen.
Derfor har Campos fodboldekspert, Rasmus Würtz, flere gange stået over for den nu tidligere FCK-spiller.
- Boilesen har haft en super flot karriere, som desværre også har været præget af for mange alvorlige knæskader.
- Jeg synes, det var lidt af et scoop for FCK, da de hentede ham hjem fra Ajax i 2016. Han passede perfekt ind med sin internationale erfaring og med sit blik for spillet og offensive egenskaber til et FCK-hold, der ofte skulle skabe og dominere kampene.
- Han blev hentet ind primært til venstreback positionen, men sidenhen blev han omskolet til stopper. Det viser også, at han kunne omstille sit spil og tilpasse sig sine fysiske begrænsninger, der kom med skaderne. Så for mig er han en meget spilintelligent spiller, siger Rasmus Würtz.

Når Würtz og AaB skulle op mod løverne, så var Nicolai Boilesen et navn, der blev lagt mærke til.
- Der var ingen tvivl om, at når vi kunne se, at Boilesen var på holdkortet for FCK, så gjorde det dem bare meget mere uforudsigelige og svære at presse. Han var nemlig så god til at finde hullerne og løsningerne for dem, fortæller Rasmus Würtz.
De to Superliga-legender har dog ikke kun mødt hinanden som modstandere. De har nemlig også spillet på samme hold, når de er trukket i de rød-hvide farver.

- Uden for banen nåede jeg at være sammen med ham i et par samlinger med landsholdet, og her husker jeg ham som et frisk pust til omklædningsrummet - meget energifuld og godt humør, siger Würtz.
Nicolai Boilesen spillede 22 kampe på det danske A-landshold, hvor han fik debut under landstræner Morten Olsen i august 2011.
Udover FCK har Boilesen også gjort karriere i Ajax i Holland, hvor han spillede 73 kampe.
F.C. København













