Spansk veteran langer ud efter Mbappé: Lamine Yamal er meget bedre
Den franske målmager har ikke ligefrem imponeret Villarreal-profilen.

Dani Parejo er ikke just imponeret over Kylian Mbappé.
Da den franske verdensstjerne ankom til Real Madrid sidste sommer, forventede alle, at han ville indtage den spanske fodboldscene med bravour.
Mbappé har ikke skuffet siden sin ankomst, hvor det er blevet til 40 mål og fire oplæg fordelt på 54 kampe for 'Los Blancos'.
Det vil for mange være en guddommelig sæson, men alligevel er det rivalernes unge komet, der trækker overskrift på overskrift.
Det er næppe gået nogens næse forbi, at Lamine Yamal gang på gang har fået fodboldfans til at sidde mundlamme hjemme i stuerne og tryllebundet fodboldverdenen.
Det unge stortalent formår også at overraske sine modstandere, og efter søndagens kamp mod Villarreal er det igen tilfældet.

Villarreals midtbanegeneral Dani Parejo er i hvert fald yderst imponeret over Lamine Yamal og en anelse mindre imponeret over franske Kylian Mbappé.
- Mbappé overrasker mig ikke med det, han kan. På trods af, at de mål han har scoret er helt vilde, synes jeg, at Lamine Yamal på trods af 20 mål færre, bidrager med meget mere, slår Dani Parejo fast ifølge Sport.
- Han [Lamine Yamal, red.] er en dreng, der er blevet ramt af tryllestaven. Jeg synes, at han er en særlig spiller, som har noget, andre ikke har. Han har evnen til at forstå spillet, hvilket er forbløffende i en alder af blot 17 år, tilføjer Dani Parejo.
Lamine Yamal har i den igangværende sæson spillet sig ind i kampen om den prominente pris Ballon d'or, som gives til sæsonens bedste fodboldspiller.
Den unge spanier har nemlig leveret 18 mål og 25 oplæg i 54 kampe for Blaugrana.
Prisen uddeles i september, hvilket du kan læse meget mere om herunder.

FC Barcelona
Kylian Mbappé
Lamine Yamal












