Guardiola forsvarer City-sæson: De andre hold har ikke vundet trofæer
En forfærdelig sæson for Manchester City lakker mod enden, hvor klubben skal kæmpe for kvalifikation til Champions League.

Det er endnu ikke sikkert, at Manchester City skal spille Champions League i næste sæson.
Lige nu befinder den lyseblå storklub fra Manchester sig på Premier Leagues sjetteplads med to kampe tilbage, og det er ikke nok til at sikre deltagelse i Europas fineste klubturnering.
Selvom Pep Guardiolas mandskab noget uvant har kniven for struben, så forsvarer City-cheftræneren stadig klubbens sæson.
- Det er naturligvis vigtigt at kvalificere sig (til Champions League, red.), men udover Newcastle, der vandt Carbao Cup, Liverpool, der vandt Premier League og Manchester City, der vandt Community Shield - de andre hold har ikke vundet trofæer, udtaler Pep Guardiola ifølge BBC.
Manchester City vandt Community Shield-trofæet i sommeren 2024 med en sejr på straffespark over Manchester United.
Søndag havde Guardiola og co. ellers muligheden for at sikre sig FA Cup-trofæet, men Crystal Palace lykkedes med at tage sejren på Wembley og sikre klubben sit første trofæ nogensinde.

Samtidig fremhæver den spanske cheftræner også flere af de andre engelske hold, der stadig kan nå at tage sølvtøj europæisk i denne sæson.
- De andre hold som Chelsea, der kan vinde en titel mod Real Betis, og United og Tottenham kan vinde Europa League.
- Alle de andre hold forventer selvfølgelig at kvalificere sig til Champions League, men det er vigtigt for enhver klub, der spiller i den turnering hvert år, siger Guardiola.

Tirsdag aften skal Manchester City have besøg af Bournemouth i jagten på de point til tabellen, der kan sikre dem Champions League-deltagelse
Opgøret spilles i aften kl. 21:00 og kan ses på See.
Manchester City
Bournemouth
Pep Guardiola












