Officielt: AaB forlænger med talentfuld teenager
AaB har forlænget kontrakten med et af klubbens talenter, der for nylig har fået debut i 3F Superligaen.

AaB har forlænget kontrakten med den 18-årige back Christian Tcacenco, så den nu løber frem til sommeren 2028.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Tcacenco, der har moldoviske rødder, har været i klubben, siden han var U13-spiller og debuterede for AaB som 17-årig. Det skete i en 3-0 sejr over Sønderjyske i 3F Superligaen den 16. marts 2025.

Sportsdirektør James Gow er både glad og forventningsfuld efter forlængelsen.
- Det glæder os, at vi kan forlænge aftalen med Christian Tcacenco, der er en meget moderne back, som kan dække begge backpositioner. Christian er solid, teknisk dygtig og fysisk stærk. Han har fået en god uddannelse gennem AaB Akademiet og har særligt i det seneste år gennemgået en stor udvikling.
- I denne sæson har han været en vigtig del af vores stærke U/19-hold. Samtidig har han vist, at han kan tilpasse sig tempoet og niveauet, når han er med omkring førsteholdet, hvilket også medførte 3F Superligadebut tidligere i år, og vi glæder os til vi sammen skal videreudvikle hans talent her i klubben, siger James Gow.
Christian Tcacenco er indtil videre blot noteret for debutkampen for AaB's førstehold, men han har i sæsonen været fast mand for klubbens U19-hold.
AaB












