Uwe Rösler om rygter og kritik: Er helt klar over, hvor jeg står
Rygter og kritik kommer ikke som en overraskelse for AGF-cheftræner Uwe Rösler.

AGF's mesterskabsspil har været én lang nedtur.
Senest blev det til sjette nederlag på stribe, da man fredag aften måtte se sig slået med 2-0 af FC Nordsjælland i Farum.
Vanen tro har nedturen medført kritik af cheftræner Uwe Rösler, ligesom smårygter og snak om hans fremtid i klubben har set dagens lys.
Det er dog ikke noget, der kommer videre bag på den garvede tysker.
Det fortæller han til Viaplay efter slutfløjt.
- Jeg har været længe nok i branchen.. Jeg skaber ikke de rygter, og jeg taler aldrig med de folk, der kommer med rygterne.
- Jeg er fuldstændig med på, hvor jeg står lige nu i den her situation. Det, der er sket med fansene og resultaterne, er mit ansvar. Det vil jeg aldrig løbe fra. Det har jeg ikke gjort tidligere, og jeg gør det ikke nu.
- Men vi må se. Jeg giver mit allerbedste hver eneste dag, og jeg har energien. Jeg glæder mig til preseason, som vi har planlagt. Men det er vigtigt, at vi sætter os ned med ledelsen og får talt om tingene.
Er du sikker på, at du er manden, der kan få vendt det her?
- 100 procent, siger Uwe Rösler.
AGF kan forud for sidste spillerunde ikke ende som andet end nummer seks i Superligaen.
Man møder her Brøndby IF hjemme på Ceres Park Vejlby.
AGF
Uwe Rösler













