Topscorer klar til næste kapitel: Superligaen har altid været en drøm Foto: FC Roskilde

Topscorer klar til næste kapitel: Superligaen har altid været en drøm

FC Roskildes topscorer har haft masser af interesse fra ind- og udland. Og han er klar til at tage næste skridt i karrieren.

Arman Taranis i kamp for FC Roskilde
Foto: FC Roskilde

FC Roskildes stjerneangriber Arman Taranis er klar til næste kapitel i sin i forvejen interessante karriere.

Den 23-årige angribers karriere har allerede budt på et forlist klubskifte til Portugal, et ophold i engelske Burnley, kampe i den danske Serie 1 og selvfølgelig en masse mål i FC Roskilde.

De mange mål til trods, så er FC Roskilde allerede sikret nedrykning til 2. Division efter sommer, og selvom Taranis er taknemmelig for alt, hvad den midtsjællandske klub har gjort, så er han klar til at prøve sig af på et højere niveau.

Det fortæller han til Campo, da vi fanger på vej hjem fra sit civile job i Nykredit. Og her lægger han ikke skjul på drømmen.

- Selvfølgelig har Superligaen altid været en drøm. Jeg har spillet én kamp fra de unge dage i Sønderjyske, og det var selvfølgelig en stor drøm, der gik i opfyldelse, men jeg gad bare godt i tilbage i Superligaen og bevise mit værd.

- Men jeg er selvfølgelig også åben for udlandet, for jeg er en speciel type og har også en speciel pakke. Det rigtige tilbud skal bare komme, og så skal jeg også ende et sted, hvor jeg kan spille mig fast på holdet og udvikle mig.

Taranis har udviklet sig til en profil i FC Roskilde siden ankomsten i 2023, og derfor har han aftalt med sin agent, at han ikke vil høre om eventuelle nye klubber, før der er noget konkret.

For der var masser af interesse for ham allerede i vinter, fortæller han.

Arman Taranis i kamp for FC Roskilde
Foto: FC Roskilde

- Interesse kom både fra Superligaen og 1. Divisionsklubber, men der kom aldrig noget konkret. Der var også interesse fra Sarajevo i Bosnien, hvor mine forældre kommer fra, og så selvfølgelig fra Boavista, som desværre glippede, hvilket var virkelig hårdt.

- Nu er jeg klar til et ny udfordring, men jeg vil ikke lave et 'drømmeskifte', hvor jeg ender med at sidde på bænken. Pengene betyder ikke noget, jeg vil bare gerne udvikle mig og jeg ved, at jeg i de rigtige hænder, kan nå rigtig langt.

"Gentlemen-aftale" i Roskilde

Taranis kom til FC Roskilde, da ingen andre troede på ham, og han fortæller, at han var til prøvetræning i AC Horsens, som vendte tomlen ned til ham. Derfor står FC Roskilde også angriberens hjerte nært, men han ved, at klubben er klar til at lade ham gå, hvis det rigtige bud kommer.

- Jeg har det rigtig godt med René (Christiansen, direktør,) og Theil (Anders, sportschef, red.), som støtter mig og hjælper mig 100 procent Og altså, så kommer det rigtige tilbud, så ved jeg, at de vil være der for mig 100 procent, og omvendt skulle der ikke komme noget, som ikke rigtig giver mening, så er jeg selvfølgelig også klar for at spille for dem i 2. Division.

Arman Taranis på banen
Foto: FC Roskilde

- Men jeg ved, at de ikke vil spænde ben, og kommer der det rigtige, der giver mening for mig, så skal jeg selvfølgelig bare afsted, selvom Roskilde betyder rigtig, rigtig meget for mig. Mine ambitioner er bare at spille på højeste hylde, og det ved jeg, at jeg kan.

Og kan du også bare stoppe dit deltidsjob i Nykredit?

- Ja, det kan jeg. Det er hårdt med to jobs, så forhåbentlig spiller jeg fuldtid efter sommer, lyder det med et smil i stemmen fra den stærke angriber.

Taranis var i vinter få millimeter fra at skifte til Boavista i den bedste portugisiske række, men den danske angriber med de bosniske rødder, endte med at strande i en lufthavn i Portugal på transfervinduets sidste dag. Læs mere her.

Roskilde-topscorer er fanget i Portugal – drømmeskifte faldt til jorden

Mest læste

Notifications

Notifikationer