Slot har ikke besluttet sig endnu, men: Tid til at slå en streg over Trent-sagen Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Slot har ikke besluttet sig endnu, men: Tid til at slå en streg over Trent-sagen

Nu er der vist også ved at være kogt nok suppe på det faktum, at Trent Alexander-Arnold forlader Liverpool denne sommer, mener Arne Slot.

Arne Slot med en hånd om Trent Alexander-Arnold.
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Trent Alexander-Arnold er en vaskeægte scouser.

Født og opvokset i Liverpool, optaget på Liverpool FC's akademi og senere en stjerne for klubbens Premier League-mandskab.

Alligevel har han i jagten på nye udfordringer besluttet sig for at forlade klubben ved kontraktudløb denne sommer.

Og den beslutning er der selvsagt mange af klubbens fans, som har svært ved at forstå.

Senest resulterede det i, at tilskuerne vendte sig mod ham under kampen mod Arsenal, blandt andet ved at pifte.

På det efterfølgende pressemøde gjorde Liverpool-manager Arne Slot det klart, at han til næste kamp ville overveje fordele og ulemper ved at bruge ham.

Rent sportsligt peger pilen mod en udtagelse af Trent Alexander-Arnold, men det enorme fokus på hans beslutning om at smutte taler imod.

Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix

Fredag blev hollænderen derfor spurgt ind til, om han var kommet frem til en beslutning:

- Jeg har ikke talt med ham endnu. Det her er første dag, vi er samlet igen. Vi træner i dag, i morgen og søndag for at være klar til kamp mandag. Det er lidt for tidligt for mig at svare på, hvordan holdet kommer til at se ud mandag, siger han ifølge The Standard.

Han benyttede dog lejligheden til at gøre det klart, at han ikke har lyst til at bruge mere tid på snak om Trent-situationen:

- Jeg var lige så glad for, at ingen havde spurgt til det endnu. Jeg troede, at vi kunne lægge det bag os.

- I sidste uge talte folk til mig om det, og så havde vi selvfølgelig reaktionen fra vores fans på stadion, hvilket var specielt - både positivt og negativt - og så talte alle eksperter om det, inden hele landet talte om det.

- Nu synes jeg, det er tid til at slå en streg over det. Lad os fokusere på det faktum, at vi har vundet ligaen og nyde den kommende uge med den følelse i stedet for at blive distraheret af Trents situation, siger Arne Slot.

Liverpool spiller mandag ude mod Brighton.

Trent Alexander-Arnold står i alt noteret for 353 kampe for Liverpools førstehold.

Mest læste

Notifications

Notifikationer