Narteys røde dummert: Man skal ikke se sig sur på ham Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Narteys røde dummert: Man skal ikke se sig sur på ham

Daniel Wass mener ikke, at det gavner noget som helst at se sig sur på Noah Nartey efter weekendens røde kort.

Noah Nartey modtager et rødt kort.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der hersker ingen tvivl om, at Noah Nartey dummede sig søndag i Farum.

Brøndby IF var med små 20 minutter tilbage foran med 1-2, men den 19-årige profil tabte hovedet efter at have begået et frispark. I ren og skær frustration over kendelsen valgte han at sparke bolden væk.

Det udløste et gult kort, som sammen med hans advarsel tidligere i kampen førte til en rød billet og dermed udvisning.

Efterfølgende kom FC Nordsjælland tilbage og fik 2-2.

At på den måde sætte en sejr over styr midt i jagten på bronzemedaljer og europæisk fodbold er naturligvis ikke den smarteste beslutning.

I Brøndby er man dog helt og aldeles med på, at Noah Nartey burde have håndteret sin frustration anderledes - men så er der til gengæld heller ikke meget mere til den sags.

I stedet betragter holdkammeraten Daniel Wass det som en sag, der skal være med til at udvikle Noah Nartey:

- Det er en del af fodbold, og igen, det er noget man lærer af, og det tror jeg også, at Noah skal lære af - at man ikke skal gøre sådan nogle ting. Det er sådan, det er.

- Det er ikke fordi, man skal se sig sur på Noah eller noget som helst. Det er en proces, og det er noget lærerigt for ham. Men ja, det er selvfølgelig ærligt, siger Wass til Campo og de øvrige medier ved torsdagens Brøndby-træning.

Han får medhold af cheftræner Frederik Birk:

- Der har slet ikke været nogen problemer. Det var bare at komme hjem og se, om han kunne få den sovet ud, og så var vi klar på træningsbanen dagen efter, så kørte han igen den unge mand.

- Det er jo det, der er dejligt ved de unge mennesker generelt set. De er ret ubekymrede, så det er bare på med støvlerne igen og så derudaf, siger han.

Det røde kort betyder også, at Noah Nartey er i karantæne, når FC Midtjylland mandag gæster Brøndby Stadion.

Mest læste

Notifications

Notifikationer