Esbjerg fB gør det igen: Kan kun vinde mod Hvidovre
Esbjerg fB har torsdag aften hentet sin blot anden sejr i NordicBet Ligaens oprykningsspil.

Esbjerg fB kom i begyndelsen af foråret med nød og næppe med i NordicBet Ligaens top seks.
Efterfølgende lagde man fra land med en 0-3-sejr over Hvidovre IF i første runde af oprykningsspillet den 29. marts.
Siden har man spillet syv kampe med seks nederlag og en enkelt uafgjort til følge.
Den tarvelige stime er torsdag aften blevet brudt, efter man nok en gang lykkedes med at besejre netop Hvidovre - denne gang 2-0.
Esbjerg fB fik bragt sig foran kort før pausen, da et indlæg endte med at dumpe ned for fødderne af Andreas Troelsen, som fra bagerste stolpe sparkede bolden i mål.
Undervejs i kampen fik den tidligere AGF'er Noah Strandby sin førsteholdsdebut, og i det 76. minut blev Jakob Ankersen skiftet ind.
Allerede minuttet efter var Ankersen så involveret, da han lagde op til Tim Freriks 2-0-scoring.
Esbjerg fB ligger fortsat på sjettepladsen i NordicBet Ligaen, mens Hvidovre IF er nummer fem med bare én kamp tilbage hver især.
Hvidovre IF
Esbjerg fB












