Voldsomt drama: Ajax’ gulddrømme krakelerer i overtiden
Ajax formøblede onsdag aften en gylden mulighed for at spille sig et skridt nærmere det hollandske mesterskab.

Det er neglebidende tæt i Æresdivisionen, og det hele skal afgøres på sidste spilledag.
Det står klart efter næstsidste runde, som løb af stablen onsdag aften, hvor samtlige hold i rækken var i aktion.
Her lykkedes var Ajax snublende tæt på at snuppe alle tre point - og dermed gå ind til sidste spilledag på førstepladsen - men hjemmeholdet fra FC Gronningen ville det anderledes, da opgøret fik en vanvittig afslutning.
Danske Anton Gaaei åbnede forestillingen på Euroborg i det 27. minut, da han bragede bolden i kassen efter et god aflæg fra Brian Brobbey.
Du kan se den flotte scoring i videoen nederst i artiklen.

Kort efter pausen lykkedes det Gronningen at bringe balance i regnskabet takket være Thom van Bergen, som stangede udligningen i kassen.
Med godt 20 minutter igen af dramaet, bragte Wout Weghorst Ajax tilbage i front, da den lange hollænder fik en lang tå på et skarpt indlæg fra Steven Berghuis.
I kampens tillægstid endte flere Ajax- og Gronningen-spillere i håndgemæng, da hjemmeholdets Luciano Valente savede Ajax-kaptajnen, Jordan Henderson, midtover til stor frustration for gæsterne.
Seancen endte med et rødt kort til Valente, før det hele stak af.
I kampens 99. minut lykkedes det nemlig Gronningen at slå Ajax ud af guldkursen, da Thijmen Blokzijl dukkede op i Ajax-feltet og prikkede udligningen ind, hvorefter Euroborg eksploderede.
Se den vilde situation i videoen over artiklen.
Efter slutfløjt opstod der igen håndgemæng mellem Gronningen- og Ajax-spillerne
Med Ajax' pointdeler er PSV nu Æresdivisionens førerhold, da klubben vandt sin kamp onsdag aften med 4-1 mod Heracles.
Alt andet lige skal det hele stadig afgøres, når sidste spillerunde af Æresdivision-sæsonen løber af stablen klokken 14:30 søndag den 18. maj.
Her tørner Ajax sammen med Twente, og klubben er pisket til sejr, hvis det hollandske mesterskab skal blive en realitet, mens man er afhængig af, at PSV taber sin kamp mod Sparta Rotterdam.
Undervejs i opgøret fik Anton Gaaei raget et gult kort til sig, hvilket betyder, at han ikke kommer i aktion, når mesterskabet skal afgøres søndag.
Ajax
Anton Gaaei













