Medie: Real Madrid i dialog med Bournemouth om midtstopper Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Medie: Real Madrid i dialog med Bournemouth om midtstopper

Real Madrid er efter sigende klar til at aktivere en heftig frikøbsklausul.

Dean Huijsen fejrer en scoring for Bournemouth.
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Real Madrid er på stopperjagt.

Los Blancos' har nemlig seriøse skadesproblemer i det bagerste geled, hvor Eder Militao og David Alaba har døjet med meget alvorlige knæskader - af flere omgange.

Således er Kongeklubben klar til at opruste defensiven, når sommerens transfervindue atter står på vid gab, og til at gøre det har Real Madrid udset sig et styks spansk midtstopper i Bournemouth.

Der er tale om 20-årige Dean Huijsen, der i denne sæson har fået sit helt store gennembrud i Premier League for The Cherries.

Ifølge Sky Sports' oplysninger har Real Madrid allerede taget kontakt til Bournemouth, mens den spanske storklub forventes at være villig til at betale Huijsens frikøbsklausul, som angiveligt lyder på 50 millioner pund, hvilket svarer til 442 millioner danske kroner.

Dean Huijsen fejrer en scoring for Bournemouth.
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Ydermere menes den unge midtstopper også at være opsat på at skifte til Real Madrid, alt imens flere storklubber som Chelsea, Arsenal, Bayern München og Liverpool også meldes interesserede.

Flere transferjournalister - heriblandt Ben Jacobs, Fabrizio Romano og Sacha Tavolieri - melder, at Real Madrid og Bournemouth allerede er nået til enighed om en aftale, og at det kun er formalia, der mangler at falde i hak.

Dean Huijsen har haft en ganske stor andel i Bournemouths imponerende Premier League-sæson, hvor man i skrivende stund indtager tiendepladsen.

Her har den 20-årige spanier spillet 30 kampe, scoret tre mål og ét oplæg.

Mest læste

Notifications

Notifikationer