Lige på falderebet: Real Madrid udskyder Barcas mesterskab
Real Madrid nåede at udskyde FC Barcelonas forestående LaLiga-mesterskab dybt inde i tillægstiden.

Det kan næppe blive mere Real Madrid'sk.
Los Blancos var pisket til sejr, hvis FC Barcelonas mesterskabsfest som minimum skulle udskydes til torsdag, hvor Barca ellers selv kan afgøre det.
Og i vanlig Real Madrid-stil blev det hele efterladt til sidst, hvor madrilenerne på dramatisk vis fik kriget en 2-1-sejr i hus takket være en uhyre sen scoring fra Jacobo Ramon.
Forinden den vanvittige afslutning startede det ganske skrækkeligt for Real Madrid, som efter 11 minutter kom bagud takket være en krøllet afslutning med indersiden fra Mallorca-stopperen Martin Valjent.
Føringen stod ved magt helt indtil det 68. minut, hvor Kylian Mbappé dansede igennem tre Mallorca-forsvarsspillere, før han bankede bolden i kassen til 1-1.

I de døende minutter lagde Real Madrid et yderst tungt pres og i det 95. minut diskede den unge reserve Jacobo Ramon op med sejrsmålet efter en ægte 'hail mary' fra Los Blancos.
Således skal FC Barcelona selv vinde sin kamp torsdag aften mod arvefjenderne fra Espanyol for at vinde LaLiga.
FC Barcelona
Real Madrid













