Dolberg til Premier League? London-klub meldes interesseret
Kasper Dolberg tiltrækker sig efter sigende opmærksomhed fra Premier League.

Hvad skal der ske med Kasper Dolberg?
I Belgien spekuleres der flittigt i Anderlecht-stjernens fremtid, og nu bliver der nok en gang rørt i rygtegryden.
Ifølge mediet La Derniére Heure er den belgiske storklub nemlig klar til at indkassere et klækkeligt beløb for den danske målmager, som angiveligt er klar til at skifte klub til sommer.
Og turen kan meget vel gå til Premier League.
Mediet mener nemlig også at vide, at Fulham er interesseret i at hverve den 27-årige dansker.
Foruden Fulham fremhæver La Derniére Heure også de nyslåede oprykkere til Premier League fra Leeds og Burnley som mulige destinationer for Kasper Dolberg.

Prislejet for den danske landsholdsangriber ligget et sted mellem 90 og 110 millioner danske kroner, hvis man skal tro det belgiske medie.
Kasper Dolberg står i denne sæson noteret for 43 optrædener, 24 sæsontræffere og to oplæg for Anderlecht.
Den tidligere Ajax-, OGC Nice-, og Sevilla-spids har fortsat kontrakt med den belgiske storklub indtil sommeren 2027.
RSC Anderlecht
Fulham
Kasper Dolberg












