Ny kæmpebøde til F.C. København efter udebanetur til Aarhus
Pyroteknik koster endnu engang F.C. København dyrt.

I alt 55 romerlys blev der tændt i F.C. Københavns udebaneafsnit i Aarhus.
F.C. København kom den 27. april fra Aarhus med en 1-3-sejr og tre point, men det er ikke det eneste, københavnerne fik ud af kampen.
Et bødeforlæg ligger nu også klar for mesterskabsbejlerne, efter DBU's disciplinærinstans på baggrund af blandt andet dommerens indberetning har vurderet strafværdigheden for de romerlys, der blev antændt før, under og efter kampen.
125.000 kroner koster forseelsen københavnerne.
I sanktionen er der fra Fodboldens Disciplinærinstans blevet lagt vægt på antallet af af indberetninger vedrørende F.C. København det seneste år.
Foruden pyroteknikken noteres det også, at der øverst på FCK-tilskuerafsnittet befandt sig fem maskerede personer.
Desuden fremgår det af rapporten fra Divisionsforeningens match delegate, at de fem maskerede personer i alle tilfælde stod bag antændelsen af pyroteknikken.
F.C. København har fremsendt en redegørelse i forbindelse med sagen, og klubben har nu to uger til indbringe kendelsen for Fodboldens Appelinstans.
F.C. København












