Mainz-boss slår fast: Ingen grund til at byde på Bo Henriksen Foto: PHOTOGRAPHS AS IMAGE SEQUENCES AND

Mainz-boss slår fast: Ingen grund til at byde på Bo Henriksen

Hvis der findes klubber derude, som har lyst til at få Bo Henriksen som cheftræner fra næste sæson, kan de godt glemme det.

Bo Henriksen jubler vildt mod Frankfurt.
Foto: PHOTOGRAPHS AS IMAGE SEQUENCES AND

Han er IKKE til salg.

Bo Henriksen har i spidsen for Mainz imponeret alt og alle i denne sæson.

Med blot en runde tilbage af Bundesligaen indtager klubben lige nu sjettepladsen, hvilket giver en europæisk billet i form af Conference League.

Faktisk har man stadig en mulighed for at spille sig op på femtepladsen og dermed Europa League, hvis alt flasker sig i sidste spillerunde.

Den megen succes går næppe ubemærket hen ude i den store fodboldverden.

Mandag skrev Bold, at Championship-vinderen, og dermed kommende Premier League-klub, Leeds, skulle være på jagt efter den karismatiske dansker.

Den jagt kan de dog godt skyde en hvid pil efter allerede nu.

I hvert fald meddeler Mainz-direktør Christian Heidel overfor TV 2 Sport, at Bo Henriksen bliver lige præcis der, hvor han er:

- Bo Henriksen vil fortsætte med at være cheftræner for Mainz 05 i næste sæson, så der er ingen grund til at komme med nogen bud til Mainz, siger han og henviser til det faktum, at Mainz og Bo Henriksen for to måneder siden forlængede aftalen frem til sommeren 2027.

Bo Henriksen har været i Mainz siden februar 2024.

Forinden da fik han vendt skuden i FC Zürich, efter han fik sparket i FC Midtjylland i sommeren 2022.

Mest læste

Notifications

Notifikationer