Kielstrup hylder bredden: Det skal bringe os hele vejen
I Vejle kan de pludselig lugte Superliga-overlevelsen.

- I troede, vi var døde og borte..
Det er godt nok 70 kilometer mod nord, at fansene fra AGF normalvis synger den sætning, men sjældent har den passet bedre, end den gør i Vejle Boldklub i denne sæson.
Med mandagens 2-0-sejr over Lyngby har Vejle for første gang siden første spillerunde spillet sig over Superligaens nedrykningsstreg, og med to spillerunder tilbage, kunne det tabelspring ikke være kommet på et meget bedre tidspunkt.
Den opadgående formkurve skyldes ifølge midlertidig cheftræner Steffen Kielstrup særligt én ting.
- Fra dag ét har vi snakket om, at det ikke kun er 11 mand. Det er hele holdet.
- Marius Elvius, der ikke har spillet meget, starter inde, Luka [Hujber] kommer ind, Richie (Richard Jensen, red) kommer ind, Musa [Juwara] kommer ind. Det er hele vejen rundt, og det er det sammenhold og den glæde, der er i truppen, der skal bringe os hele vejen. Vi har brug for alle mand til det sidste, så det er dejligt, de stempler ind, når vi har brug for det, siger Steffen Kielstrup til Campo.
Vejle har tidligere på foråret været voldsomt afhængige af mål fra German Onugkha, men mandag kom matchvindermålet fra en uventet kant.
At man kan tale om en "uventet kant" med en spiller, der i alt har scoret 71 superligamålmand, er i sig selv lidt vildt, men det er ikke desto mindre tilfældet med 35-årige Anders K. Jacobsen, som ikke har scoret et mål siden 3. november 2023.
- Han og alle de andre har en vigtig rolle. jeg er glad på hans vegne. Jeg vil ikke sige, at det er ved at være det sidste, men han har da en dåbsattest, der gør, at han jo nok ikke har 10 år mere.
- Jeg er glad for at han beviser over de sidste to kampe, at det er en spiller, der stadig er frisk og har mod på det, der stadig kan lave mål, selvom det er lang tid siden, så jeg er sindssygt glad på hans vegne, lyder det fra Steffen Kielstrup.
Vejle har skal til Viborg i superligaens næstsidste runde på søndag, inden der den 24. maj venter en potentiel gyser hjemme mod Sønderjyske. Samtidig mødes Vejles to nedrykningskonkurrenter, Lyngby og AaB, på de kongeblås hjemmebane.
Vejle Boldklub













